Jættestuen Kong Svends Høj på Lolland er et eksempel på den tidlige bondekulturs megalitgrave; bygget ca. 3200 f.Kr. De ca. 2500 dysser og jættestuer, der er bevaret i Danmark, udgør kun en lille brøkdel af det oprindelige antal.

.

Flintøksedepot fra Hagelbjerggård ved Ringsted, ca. 3500 f.Kr. Flinten fra skrivekridtet i Østdanmark egnede sig fortrinligt til fremstilling af effektive redskaber som disse, der undertiden blev nedlagt i søer eller i vandløb som offergaver til højere magter.

.

Tollundmanden. Inden Tollundmanden blev nedlagt i tørvegraven i naturlig sovestilling med let optrukne ben, blev hans øjne og mund lukket. Hans hår har været kortklippet, og ansigtet glatraget, dog havde han daggamle skægstubbe. Således som Tollundmanden i dag er udstillet på Silkeborg Museum, er kun hovedet originalt, resten af kroppen er rekonstrueret.

.

Statuette af guldblik fra Slipshavn ved Nyborg, 6,7 cm; måske en gudeskikkelse ca. 500 e.Kr.

.

Grav fra Ertebølle-kulturen, ca. 5000 f.Kr., fundet på Bøgebakken nær Vedbæk i Nordsjælland. Den unge kvinde er begravet med sine smykker af gennemborede dyretænder. Ved hendes side ligger et nyfødt barn, der er anbragt på en svanevinge. Fundet kan ses på Gammel Holtegård.

.

Palæolitikum (indtil ca. 9300 f.v.t.)

Sandsynligvis var Danmark beboet af mennesker allerede i den sidste mellemistid for ca. 120.000 år siden og måske også i varmere perioder under sidste istid. De ældste bevarede fund af menneskelig bosættelse er dog sporene af rensdyrjægernes bopladser fra Bøllingtid, 12.500-12.000 f.v.t.; det var den første varmeperiode i slutningen af sidste istid. I løbet af den næste varmeperiode, Allerødtid, 11.800-11.000 f.v.t, opstod det første åbne skovlandskab, hvor rensdyr, elg og kæmpehjort var ernæringsgrundlag for en voksende jægerbefolkning. Den følgende kuldeperiode, Yngre Dryastid, 11.000-9300 f.v.t., bragte tundraen tilbage og bragte igen en sparsom befolkning af rensdyrjægere til området.

Mesolitikum (ca. 9300-3900 f.v.t.)

I den første periode efter istidens slutning bredte et jægerfolk sig over et stort landområde, der i fastlandstiden forbandt Danmark med England. I begyndelsen var skoven lysåben og hjemsted for bison, vildhest, elg og urokse. Med tiden blev den tættere, og kronhjort og rådyr blev det almindeligste jagtbytte. Bopladserne lå ofte ved bredderne af søer, som siden er omdannet til moser, og i det østlige Danmark har mosetørven bevaret et rigt udvalg af våben og redskaber, knogler af slagtede dyr samt rester af boliger, fx hyttegulve af træ og bark.

I Atlantisk tid, 7000-3900 f.v.t., steg havspejlet så meget, at det nordlige Danmark blev opdelt i øer, og dybe fjorde skar sig ind i landet. En tæt skov bredte sig med linden som det dominerende træ. Befolkningen boede især ved kysterne og levede først og fremmest af fisk og skaldyr, suppleret med jagt og med fangst af sæler og andre havpattedyr. Måltidsaffald blev ophobet som køkkenmøddinger, rige på østersskaller. Grave som dem, der er fundet på Bøgebakken i Vedbæk, vidner om omsorg og respekt for de døde.

Neolitikum (yngre stenalder, ca. 3900-1700 f.v.t.)

Agerbrug og kvægavl blev indført i Danmark ca. 3900 f.v.t. med dyrkning af hvede og byg og med et husdyrhold, der bestod af okse, får, ged og svin. Store dele af landet blev opdyrket under den ældste bondekultur, 3900-2800 f.v.t., og de tidlige bønder var energiske bygmestre. De anlagde store samlingspladser, der var omgivet af voldgrave og palisader som ved Sarup på Fyn, og de opførte de ældste gravmonumenter af sten, dysser og jættestuer, der findes særlig koncentreret her i Danmark, hvor stadig flere tusinde er bevaret.

En veritabel industri beskæftigede sig med fremstilling af elegante, slebne økser af flint, og flintminer blev anlagt, bl.a. ved Hov i Thy. Der kendes et stort antal offerfund med lerkar, flintredskaber og ravsmykker, ligesom der er vidnesbyrd om ofringer af både mennesker og dyr. Det første metal blev indført fra Centraleuropa i form af enkle smykker og flade økseblade af kobber.

I perioden ca. 2800-2300 f.v.t. tegner fundene et billede af et anderledes livsmønster end i det førhen så rituelt prægede samfund. Kendskabet til denne tid er næsten udelukkende baseret på fund fra gravhøje, hvor individuelle begravelser vidner om lige respekt for mand og kvinde. Fra denne tid anvendtes vogne til transport, og større arealer blev opdyrket. Samtidig fandtes der bosættelse ved kysterne, hvor fiskeri, jagt og fangst af havets pattedyr var hovederhvervet.

Stenalderens sidste periode, 2400-1700 f.v.t., var samtidig med den tidlige bronzealder på De Britiske Øer og i Mellemeuropa. Våben og redskaber af kobber og bronze holdt deres indtog og satte flintsmeden på prøve. Resultatet ses i form af fremragende efterligninger i flint af fremmede bronzedolke. I slutningen af perioden fik fremstilling af metalsager endeligt fodfæste, og der ses tendenser til en ny social opdeling. Det afspejler sig på bopladserne, hvor der er fundet både beskedne og meget store, stolpebårne langhuse, samt i gravfundene, der viser stor variation: grave under flad mark og begravelser i jættestuer, i stenkister og i gravkamre under monumentale høje.

Bronzealder (ca. 1700-500 f.v.t.)

De kuplede gravhøje fra ældre bronzealder kendetegner endnu i dag det danske landskab. Højene rummer begravelser, der undertiden giver et virkelighedsnært billede af datidens mennesker. Nationalmuseets samling af egekistegrave viser dem endnu klædt i deres dragter, kvinderne med opsatte frisurer og med smykker af bronze og guld, mændene med våben. Storhøje og rester af monumentale langhuse vidner om klasseforskelle i et landbrugssamfund, som i ældre bronzealder, indtil ca. 1100 f.v.t., inddrog stadig mere land til dyrkning og især til græsning for kvæg. Markerne blev pløjet med oldtidens plov, arden, og har haft en udstrækning på mellem 300 m2 og 1000 m2. Bøndernes huse lå enkeltvis eller flere sammen og ofte på samme sted gennem århundreder. Fra yngre bronzealder, ca. 1100-500 f.v.t., kendes fyrstelige begravelser som Lusehøj ved Voldtofte på Fyn, hvor der ligesom ved Boeslunde på Sjælland fandtes et rigdomscenter, der afspejler sig i en koncentration af guldfund.

Helleristninger og bronzeskulpturer som Solvognen fra Trundholm giver indblik i bronzealderens religiøse forestillingsverden. Blandt motiverne forekommer hyppigt billeder af skibe. Kulten kommer også til udtryk gennem offerfund med lurer, bronzehjelme, kultøkser, våben og kvindesmykker. Importerede genstande i form af våben, skjolde og bronzekar vidner om en livlig forbindelse med det sydlige Mellemeuropa, navnlig med Hallstatt-kulturen.

Jernalder (ca. 500 f.v.t.-750 e.v.t.)

Kendskabet til den ældste jernalder er begrænset. Gravene var enkle brandgrave, og bondehuse af samme størrelse lå omgivet af indhegninger, altså de første organiserede landsbyer. Med tiden ændrede bebyggelsen struktur, gårdene tog til i størrelse, og hen imod Kristi fødsel er der tegn på en stigende social opdeling. Tættest på selve mennesket kommer man ved de mirakuløst bevarede moselig som Tollundmanden og Grauballemanden fra ældre jernalder, der var mennesker, der enten som straf eller som offer til guderne blev kastet i søen. De mest bemærkelsesværdige fund fra den førromerske jernalder (500 f.v.t.- år 0) stammer også fra moser, fx det ældste krigsbytteoffer, Hjortspringfundet, med resterne af det ældste større fartøj, der er bevaret fra Danmarks oldtid, og af form som den skibstype, der kendes fra bronzealderens helleristninger. Våbentyperne afspejler derimod keltiske former. Fra periodens slutning stammer Dejbjergvognene med metalbeslag i keltisk stil og de store metalkar, Bråkedlen og Gundestrupkedlen, der ligeledes er vidnesbyrd om forbindelser med kelterne og hjembragt i den urolige tid, da de germanske folk cimbrerne og teutonerne var på vandring i Europa og angreb Romerrigets nordgrænse.

Landbruget i ældre jernalder belyses af fund fra velbevarede jyske bopladser og byhøje fra århundrederne omkring Kristi fødsel. Små marker, afgrænset af lave volde, repræsenterer en dyrkningsform, der begyndte i yngre bronzealder og anvendtes indtil 200-300 e.v.t. Mange af disse oldtidsagre blev forladt i ældre jernalder og er derfor bevaret i dag. Opgivelsen af landbrugsområder kan have været resultat af udpining, eller en omlægning kan have fundet sted i forbindelse med de sociale og økonomiske forandringer, der indtraf i løbet af jernalderen. Disse førte bl.a. til større gårde, til andre driftsformer med hovedvægt på kvæghold og til nye ejendomsforhold. Landbebyggelsens udvikling gennem hele 1. årtusinde e.v.t. belyses af store bopladsudgravninger som ved Vorbasse i det sydlige Jylland, hvor man kan følge udviklingen fra små enligtliggende bondehuse i ældre jernalder til landsbyer med storgårde i yngre jernalder.

Fra romersk jernalder (ca. år 0-400 e.v.t.) kendes mange fund af romerske varer som våben, finere husgeråd og ædelmetal. I ældre romersk jernalder (ca. år 0-200 e.v.t.) var importen præget af gedigent kunsthåndværk. Sølvkarrene fra Hobyfundet stammer fra Capua i Syditalien og kan være modtaget som gave af en betydningsfuld romer. I yngre romersk jernalder (ca. 200-400 e.v.t.) importeredes især massefremstillede provinsialromerske varer. De mange importsager i danske fund vidner om tætte handelsforbindelser med Romerriget ad ruter, der navnlig synes at have fulgt søvejene.

Ved overgangen mellem ældre og yngre romersk jernalder indtraf på flere områder et tydeligt skift. Hovedparten af krigsbytteofrene fra Thorsbjerg, Vimose, Illerup og Nydam tilhører yngre romertid. De afspejler konflikter mellem regionale befolkningsgrupper på tærsklen til folkevandringstiden. Flere af de ældste forsvarsvolde kan føres tilbage til romersk jernalder. Et udviklet søforsvar har omfattet sejlspærringer, der bestod af forbundne pælerækker. De klinkbyggede både fra Nydam Mose var ikke sejlførende, men blev roet frem, og de repræsenterer et stadium i den skibsbygningstradition, der førte frem til vikingetidens fartøjer. Fra ca. 300 e.v.t. stammer de ældste søvendte handelspladser, fx Lundeborg, og der tegner sig samtidig et billede af en fyrstelig elite, der kan have haft kontrol over større områder. Rige grave kendes bl.a. fra Himlingøje i Østsjælland. På Fyn rejstes imponerende haller som i Gudme, der var et centrum for handel, håndværk og gudedyrkelse. På våben og værktøj fra krigsbytteofrene findes de ældste runeindskrifter i det urnordiske sprog.

Guldhornene fra Gallehus, det betydeligste danske guldfund fra oldtiden med den længste af de ældre runeindskrifter, gik tabt ved tyveri i 1802. Hornene stammede fra den ældre del af germansk jernalder (ca. 400-550 e.v.t.), som er kendetegnet ved mange skattefund med senromerske guldmønter, hals- og armringe og guldbrakteater. Fra begyndelsen af yngre germansk jernalder, ca. 550-750 e.v.t., kendes bemærkelsesværdige fund af guldgubber, der synes at koncentrere sig på bestemte pladser med en central funktion såsom Sorte Muld på Bornholm. Det er på guldgubber, smykker og metalbeslag, at den specielle nordiske kunststil udviklede sig i løbet af germansk jernalder. Den halvabstrakte dyreornamentik, der levede videre i vikingetiden, var dominerende. Den ældste kongehal i Lejre og det ældste Dannevirke, begge fra anden halvdel af 600-tallet, kan være udtryk for, at landet i yngre jernalder blev styret af en kongemagt.

Læs mere i Den Store Danske

Læs videre om Danmarks historie i vikingetiden

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig