Corfitz Ulfeldt

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Corfitz Ulfeldt og Leonora Christina var meget tæt knyttet til hinanden, selvom ægteskabet dog næppe var helt så perfekt og ukompliceret, som Leonora Christina gav indtryk af i sine selvbiografier. De var dog helt afhængige af hinanden. Ægteskabet med kongedatteren var afgørende for Ulfeldts fremragende karriere, og hans ophøjede og indflydelsesrige position var forudsætningen for, at hun kunne bevare sin position blandt rigets fornemste. Parret kom derfor til at opleve både storhed og fald i solidarisk fællesskab. Stik af Jacob Folkema fra 1746; Frederiksborgmuseet.

Corfitz Ulfeldt, 10.7.1606-26(?).2.1664, dansk rigshofmester. Ligesom rigskansler Jakob Ulfeldts øvrige sønner fik Corfitz Ulfeldt en solid uddannelse ved udenlandske universiteter, hoffer og hære. Det indgående kendskab til europæiske sprog og dannelse prægede ham for livet og bidrog til hans meget store tillid til egne kvaliteter og evner.

Hjemkommet til Danmark i 1629 blev den unge verdensmand tilknyttet hoffet og året efter trolovet med Christian 4.s datter Leonora Christina. Fra 1632 havde Corfitz Ulfeldt flere forleninger, og i 1636 blev han medlem af rigsrådet og gift med Leonora Christina. I 1637 blev han statholder i København, den første af en række stillinger, som han bl.a. ved svig udnyttede til at skabe sig en enorm personlig formue.

Ved at støtte kongen mod rigsrådet, som især i udenrigspolitikken var meget forsigtigt, blev Ulfeldt efterhånden en af kongens mest betroede rådgivere.

I 1641 ophøjede den tyske kejser ham i forbindelse med mæglingsforsøg i Trediveårskrigen til rigsgreve, og i 1643 blev han dansk rigshofmester, det højeste embede i kongeriget. Efter udbruddet af Torstenssonfejden samme år ophørte imidlertid enigheden mellem kongen og Ulfeldt.

Corfitz Ulfeldt nærmede sig nu rigsrådsoppositionen og blev efterhånden dens leder. Derudover irriterede han kongen ved at forsvare sin svigermor, Kirsten Munk. Kongen svarede igen ved at kritisere Ulfeldts embedsførelse og hans indsats som dansk hovedforhandler ved Freden i Brömsebro. 

Tronskiftet efter Christan 4.s død i 1648 forværrede Ulfeldts stilling. Han har næppe været hovedmanden bag den meget strenge håndfæstning, men hans kritiske syn på kongemagten var velkendt.

Corfitz Ulfeldt havde succes som forhandler af en alliance med Nederlandene i 1649, men på hjemmefronten var han hårdt trængt både af Frederik 3. og af sine mange fjender blandt rigsråderne og de ledende embedsmænd.

I 1650 blev han i den såkaldte Dinasag (efter Dina Vinhofvers) anklaget for at ville myrde kongen, og samtidig blev en undersøgelse af hans embedsførelse indledt. Trods frikendelse i Dinasagen året efter valgte Ulfeldt at flygte til Sverige; i 1652 blev han afsat som rigshofmester, og hans gods konfiskeret.

Corfitz Ulfeldt. Maleri fra 1653, formodentlig af den svenske hofmaler Sébastien Bourdon.

I Sverige konspirerede Corfitz Ulfeldt mod Danmark. Han deltog i erobringen af landet i 1657 og var en af Sveriges hovedforhandlere ved Roskildefreden året efter. Snart kom han imidlertid i konflikt med Karl 10. Gustav; i 1659 blev han arresteret i Malmø, anklaget for at konspirere med den danske regering og dømt for højforræderi.

Han blev året efter lovet amnesti, men var forinden flygtet til Danmark, hvor han og Leonora Christina atter blev arresteret og indsat som fanger på Hammershus på Bornholm.

De blev frigivet i 1661 til gengæld for underskrivelsen af en underkastelseserklæring, men den sygdomssvækkede Ulfeldt fortsatte med at modarbejde kongen. Efter i 1663 at have tilbudt at skaffe kurfyrst Frederik Vilhelm af Brandenburg den danske krone blev Ulfeldt dødsdømt ved Højesteret, og en dukke af ham henrettedes på Slotspladsen i København. Året efter døde han i en båd på Rhinen, på flugt og fysisk og mentalt svækket.

Corfitz Ulfeldt var uden tvivl en af sin tids mest begavede og kompetente danske politikere, og heri lå vel også kimen til hans fald. Hans tilbøjelighed til selvovervurdering voksede efterhånden til storhedsvanvid, som gjorde ham blind for, at han trods sine høje stillinger, sit gode ægteskab og sin store formue ikke var kongens ligemand.

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

Læs også om Corfitz Ulfeldt i Dansk Biografisk Leksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Corfitz Ulfeldt. Maleri fra 1653, formodentlig af den svenske hofmaler Sébastien Bourdon.

© Dette billede må du ...

Corfitz Ulfeldt og Leonora Christina var meget tæt knyttet til hinanden, selvom ægteskabet dog næppe var helt så perfekt og ukompliceret, som Leonora Christina gav indtryk af i sine selvbiografier. De var dog helt afhængige af hinanden. Ægteskabet med kongedatteren var afgørende for Ulfeldts fremragende karriere, og hans ophøjede og indflydelsesrige position var forudsætningen for, at hun kunne bevare sin position blandt rigets fornemste. Parret kom derfor til at opleve både storhed og fald i solidarisk fællesskab. Stik af Jacob Folkema fra 1746; Frederiksborgmuseet.

Viser 2 af 2 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
28/09/2012
Ekspert
Lektor Blomme
Oprindelig forfatter
JTho
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki