De Rådgivende Provinsialstænder

De Rådgivende Provinsialstænder, danske stænderforsamlinger, indført efter preussisk forbillede ved love af 28.5.1831 og 15.5.1834. Baggrunden var, at Frederik 6. efter Julirevolutionen i 1830 og røret omkring Uwe Jens Lornsen følte sig nødsaget til iht. Wienerkongressen fra 1815 at indfri sin forpligtelse til at indføre en stænderforfatning for Holsten, der som hertugdømme indgik i Det Tyske Forbund. Bl.a. for at undgå stillingtagen til det omstridte spørgsmål om forholdet mellem Slesvig og Holsten oprettedes fire stænderforsamlinger, en for Øerne med mødested i Roskilde, en for Nørrejylland i Viborg, en for Slesvig i Slesvig by og en for Holsten i Itzehoe. De bestod af repræsentanter for hhv. godsejere, bønder (herunder fæstere) og byernes grundejere. Valgret havde mandlige ejendomsbesiddere, der var fyldt 25 år og besad (fæstede) ejendom af en vis størrelse, i alt knap 3% af befolkningen. Valgbarheden var yderligere begrænset, bl.a. krævedes 30-års-alder.

Forsamlingernes opgave var at rådgive om eller foreslå love; møderne fandt sted i perioden 1835-48. Debatterne var ikke offentlige, men blev trykt i Stændertidende. Trods disse begrænsninger fik stænderne stor betydning for det vågnende politiske liv i enevældens sidste år og blev en forskole til det senere parlamentariske liv. Formidlet af en ny politisk presse behandlede de tidens store spørgsmål som trykkefrihed og bøndernes sociale og økonomiske forhold og rejste i stadig skarpere form kravet om indførelse af en fri forfatning. I 1840'erne prægedes stænderforsamlingerne i stigende grad af de nationale modsætninger mellem slesvig-holstenerne i Hertugdømmerne og de nationalliberale i Kongeriget.