Frédéric de Coninck, 5.12.1740-4.9.1811, dansk storkøbmand, søn af en købmand i Haag. I 1763 kom de Coninck til København, hvor han etablerede et af hovedstadens største handelshuse, først sammen med industrimanden N.L. Reiersen, fra 1790 under navnet de Coninck & Co. De første år var han agent for nederlandske kapitalinteresser, der søgte investeringsmuligheder i Danmark. I 1772 var han en af initiativtagerne til ophævelsen af Asiatisk Kompagnis indiske monopol, og han blev den dominerende skikkelse i den verdensomspændende neutralitetsudnyttelse under dansk flag. Han var den florissante handelsperiodes mest fremstående repræsentant for et storborgerskab med internationale forbindelser, som i god forståelse med den danske regering solgte neutral dansk camouflage til de krigsførendes købmænd og redere. Under den engelske belejring af København 1807 leverede han som en typisk repræsentant for fornuftens svundne tidsalder proviant til besættelsesmagten. Hans motiv var at skåne landbefolkningen for militær udskrivning, og han stod helt uforstående over for den nye tids nationale følelser, der stemplede ham som landsforræder.