Frederik Rostgaard, 1671-1745, dansk embedsmand og litterat, søn af Hans Rostgaard. Frederik Rostgaard var gehejmearkivar 1700-21 og frem til 1725 oversekretær i Danske Kancelli. Han stod imidlertid i et skarpt modsætningsforhold til dronning Anna Sophie, hvilket var årsagen til, at han i 1725 blev dømt for bestikkelighed, men han blev snart efter atter taget til nåde. Rostgaard havde vidtspændende interesser og støttede bl.a. oprettelsen af Den Danske Skueplads.