Grevens Fejde

Efter Frederik 1.s død i april 1533 besluttede rigsrådet på herredagen (rigsrådsmødet) i København samme år at udskyde valget af en ny konge.

Formelt skyldtes det ønsket om at give det norske rigsråd mulighed for at deltage i valget, så man kunne sikre et fælles dansk-norsk kongevalg. Det var nemlig umuligt for de nordenfjeldske medlemmer af det norske rigsråd at nå til København inden vinteren.

I realiteten spillede de religiøse modsætninger i rigsrådet mellem gammeltroende (katolikker) og evangeliske (protestanter) en lige så vigtig rolle. Valget af den oplagte kandidat, hertug Christian (Christian 3.), ville nemlig give magten til en åbenlys lutheraner og dermed afgøre det religiøse spørgsmål.

Med borgmester Jürgen Wullenwever i spidsen forsøgte hansestaden Lübeck, der var en regional stormagt, at udnytte den kongeløse situation i Danmark til at styrke sin position i Østersøområdet. Med det formelle mål at genindsætte den fængslede Christian 2. erobrede Lübecks hærfører, grev Christoffer af Oldenburg, Sjælland og Skåne i sommeren 1534. Allerede i maj samme år havde Malmøs borgere gjort oprør mod det danske rigsråd og gjort fælles sag med grev Christoffer.

På Fyn og i Nørre- og Vestjylland rejste borgere og bønder sig også og tilsluttede sig kravet om Christian 2.s genindsættelse. Fyn blev erobret af grev Christoffer i august 1534. Men inden da havde den jyske adel på et møde i Ry og den fynske adel på et møde i Hjallese tilbudt Frederik 1.s ældste søn, hertug Christian (3.), kronen.

Christians hærfører, den erfarne Johan Rantzau, blev sat i spidsen for en veludrustet hær af professionelle lejesoldater. Han førte fra Holsten krigen tættere på Lübeck, der blev tvunget til at slutte fred i november 1534. Indtil da måtte den jyske adel selv kæmpe mod de oprørske bønder i Nørrejylland, men den adelige rytterhær blev slået af bønderne syd for Aalborg.

Efter freden med Lübeck kunne Rantzau koncentrere sig om at undertvinge de jyske bønder, hvilket gik planmæssigt. I december 1534 blev Aalborg indtaget, og bondeoprørets leder Skipper Clement taget til fange. I marts 1535 foretog Christians tropper landgang på Fyn, og i juni besejrede Rantzau grev Christoffer og de fynske oprøreres styrker ved Øksnebjerg.

I begyndelsen af 1535 havde den skånske adel, støttet af den svenske kong Gustav 1. Vasa, rejst sig mod grev Christoffer, og fra juli samme år belejrede Christian København og Malmø. Efter freden med Lübeck havde Nederlandene forsøgt at overtage byens rolle i krigen. Et nederlandsk forsøg på at undsætte København fra søsiden slog imidlertid fejl, og byen overgav sig d. 29. juli 1536 til Christian efter et års belejring.

Resultaterne af krigen var vidtrækkende. Hansestædernes betydning for Østersøhandelen var på retur, og det lykkedes ikke Lübeck at vende denne udvikling.

I Danmark blev kongemagten og adelen bragt sammen ved deres fælles sejr, og de politisk ustabile forhold fra Christian 2. og Frederik 1.s tid afløstes af større stabilitet under det efterfølgende adelsvælde.

Den katolske kirke afskaffedes med Reformationen 1536/37, og bønderne rejste sig aldrig siden til oprør.

• Danmark under Reformation og enevælde