Københavns belejring betegner normalt den svenske belejring af København fra den 11. august 1658 til den 27. maj 1660 under den anden Karl Gustav-krig (1658-1660). Svenskerne var gået i land ved Korsør den 7. august, og dagen efter nåede nyheden København. På trods af opfordringer til at flygte valgte Frederik 3. at blive og kæmpe, idet han udtalte, at han ville dø i sin rede. Gennem massive politiske indrømmelser til København i form af løfte om nye privilegier, der ligestillede byens indbyggere med adelen, mobiliserede han borgernes arbejdskraft og kredit. En forceret organisering af forsvaret og udbedring af befæstningen begyndte.

Belejringen indledes

Københavns belejring. I De rebus a Carolo Gustavo gestis, Samuel Pufendorfs værk om Carl 10. Gustavs bedrifter med kobberstik efter Erik Dahlbergh, findes dette vue over den belejrede by set fra Brønshøj. I forgrunden den svenske hær og de svenske stillinger og midt i billedet Ladegården i flammer. Prospektet er i alt væsentligt korrekt, og en række endnu eksisterende bygninger som Rosenborg, Rundetaarn, middelalderkirkerne, Børsen og Tøjhuset genkendes. Den runde bygning tv., Christian 4.s store rundkirke Skt. Annæ Rotunda, er dog en kunstnerisk forbedring, for kirken blev aldrig fuldført.

.

Samme dag, som løftet om privilegierne blev udstedt (den 10. august), blokerede en svensk eskadre Københavns havn, og den 11. august hen under aften ankom den svenske hær, der blev mødt af synet af brændende forstæder, som indikerede byens forsvarsvilje. Dagen efter (12. august) indesluttede den svenske hær byen fra landsiden og indledte en regulær belejring. De følgende knap tre måneder var belejringens afgørende fase og et kapløb med tiden. Fra svensk side blev der anlagt løbegrave ind mod Vesterport, og byen blev beskudt og forsøgt sat i brand ved hjælp af glødende kugler. Fra dansk side blev der gjort udfald, og de svenske stillinger blev beskudt både fra volden og fra befæstede pramme i Kalveboderne og ud for Kastellet. Efter Kronborgs fald den 6. september fik svenskerne tungt artilleri, men uden synderlig effekt, ligesom et effektivt brandvæsen forhindrede alle forsøg på at stikke byen i brand. Mere alvorligt var svenskernes angreb og afbrænding af Amager i dagene 8.-11. oktober, der forværrede byens i forvejen dårlige forsyningssituation.

Afgørelsen

Før de svenske løbegrave nåde helt frem til Vesterport, og en storm kunne indledes, ankom imidlertid en hollandsk undsætningsflåde med forsyninger og ca. 2.000 soldater under admiral Obdam. I et blodigt slag i Øresund syd for Kronborg den 29. oktober 1658 slog hollænderne den svenske flåde og ankom samme aften til København. Hermed var den svenske blokade fra søsiden brudt, forsvaret styrket og konflikten grundigt internationaliseret. Svenskerne forlod deres løbegrave og hidtidige lejr ved Valby og etablerede en ny, befæstet lejr ved Brønshøj kaldet Carlstad. Herfra opretholdt de belejringen, men uden den kontinuerlige beskydning og uden forsøg på at anlægge nye løbegrave.

Stormen på København 1659

Daniel Vertangen Stormen på København natten mellem den 10. og 11. februar 1659.

.
Licens: Brukerspesifisert

Den 11. februar 1659 stormede svenskerne. Gennem efterretningskilder havde man fået kendskab til den svenske angrebsplan. Stormen blev et nederlag for angriberne, der mistede omkring 2.000 mand inklusive ca. 100 officerer fra generaler og ned, mens forsvarernes tab var ubetydelige (omkring 20 menige). Ud fra en militær betragtning var stormen en fuldstændig forudsigelig fiasko, fordi København var en intakt og fuldt bemandet befæstning. Der fulgte ikke flere større angreb, og da den kun 34-årige Karl 10. Gustav døde den 13. februar 1660, var vejen banet for den fredsslutning, der blev indgået den 27. maj.

Konsekvenser

Udenrigspolitisk genoprettede freden i København den 27. maj 1660 den militære ligevægt i Norden, men var i øvrigt bestemt af stormagternes interesser (Frankrig, Holland, England). Indenrigspolitisk fik den knap to år lange belejring af København betydelige følger, idet den havde skabt en forståelse mellem Frederik 3. og borgerne, der under belejringen ikke kun havde fået gyldne løfter, men den 24. marts 1659 også fik udstedt nye privilegier, der på væsentlige punkter ligestillede byens borgere med den danske adel. Det kom til at spille en rolle ved statsomvæltningen i oktober 1660, som førte til arverige og enevælde.

Erindring

Stormen på København blev allerede i 1660 gjort til en fast national og kirkelig mindedag under navnet taksigelsesfesten. Som sådan blev den fejret årlig den 11. februar helt frem til 1766, hvor den blev afskaffet med henvisning til prinsesse Sophie Magdalenes ægteskab med den svenske kronprins Gustav (3.).

Der findes en del erindringslitteratur om Københavns belejring, og både i 1859 og 1909 blev der arrangeret omfattende og stærkt politiserede mindefester over flere dage, mens markeringerne i 1959 og 2009 var mere beskedne.

I Stormgade i København hænger en diskret mindeplade, opsat 1959, for de svenske og hollandske soldater og søfolk, der døde under belejringen, og på Brønshøj Torv findes et mindesmærke i form af stiliserede kobbertelte til minde om den svenske lejr Carlstad afsløret i anledning af 350-året den 28. maj 2009.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer (2)

skrev Kirsten Henriksen

Jeg mener, at stikken med Københavns belejring viser vue set fra Bellahøj.
Valby Bakke ligger til højre uden for billedet

svarede Sebastian Olden-Jørgensen

Du har fuldstændig ret, og der er også andre fejl i artiklen, som jeg nu har rettet og udvidet.

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig