Kielerfreden

Kielerfreden, fredsaftale mellem Danmark, Sverige og England, undertegnet i den svenske kronprins' hovedkvarter i Kiel natten mellem den 14. og 15. januar 1814; England lovede tillige at formidle fred med Rusland og Preussen.

I 1807 var Danmark-Norge efter det engelske overfald på København blevet tvunget ind i Napoleonskrigene på fransk side; se Englænderkrigene. Gennem hele krigen havde Frederik 6. konsekvent kæmpet for at afvise svenske forsøg på at bemægtige sig Norge. Det strategiske dilemma havde her været, at et brud med Napoleon ville føre til en fransk besættelse af den jyske halvø, hvorfra Norge fik de kornforsyninger, der var en forudsætning for et forsvar mod Sverige.

I 1813 blev Sveriges krav understøttet af samtlige allierede stormagter, og ved årsskiftet 1813-14 fremførte den svenske kronprins Karl (14.) Johan som øverstkommanderende for de allieredes overmægtige nordhær kravet i forbindelse med en besættelse af Holsten og Slesvig. Politisk isoleret og militært underlegen måtte Frederik 6. slutte fred. Nederlagets pris var afståelsen af Norge til kongen af Sverige imod en territorial kompensation i Nordtyskland; på Wienerkongressen 1814-15 bestemtes det, at kompensationen skulle være svensk Forpommern og Rügen.

I 1815 mageskiftedes disse områder med Preussen, så Danmark fik det lille fyrstendømme Lauenburg mellem Hamburg og Lübeck. Den slesvigske ø Helgoland blev afstået til England, som til gengæld gav Danmark de besatte kolonier i Indien og Vestindien tilbage. Med afståelsen af Norge voksede Helstatens tysksprogede befolkning fra 25 til 40%. De oprindeligt norske statsdele Island, Færøerne og Grønland forblev ved Danmark; ifølge den historiske overlevering skyldtes det den danske forhandlers snarrådighed, men i realiteten indgik de ikke i de svenske krav, der alene lød på det norske fastland.