• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ove Høegh-Guldberg

Oprindelig forfatter MBre Seneste forfatter Redaktionen

Ove Høegh-Guldberg. Marmorbuste udført af Luigi Grossi (d. 1795) i 1782. Frederiksborgmuseet. Høegh-Guldberg havde et anseeligt historisk, teologisk og æstetisk forfatterskab bag sig, da han i 1772 kom til magten. Hans stærke danske sindelag kom bl.a. til udtryk i en latinskolereform i 1775, hvorved modersmålsundervisningen blev styrket. Efter forflyttelse til Århus i 1784 fik han atter tid til videnskabeligt arbejde.

Ove Høegh-Guldberg. Marmorbuste udført af Luigi Grossi (d. 1795) i 1782. Frederiksborgmuseet. Høegh-Guldberg havde et anseeligt historisk, teologisk og æstetisk forfatterskab bag sig, da han i 1772 kom til magten. Hans stærke danske sindelag kom bl.a. til udtryk i en latinskolereform i 1775, hvorved modersmålsundervisningen blev styrket. Efter forflyttelse til Århus i 1784 fik han atter tid til videnskabeligt arbejde.

Ove Høegh-Guldberg, 1.9.1731-7.2.1808, dansk statsmand. Høegh-Guldberg voksede op i små kår som bedemandssøn i Horsens. Efter studentereksamen studerede han 1749-53 teologi, derefter historie og var fra 1761 professor i veltalenhed ved Sorø Akademi, indtil han i 1764 udnævntes til lærer for Frederik 5.'s og Juliane Maries søn, arveprins Frederik. Efter årene som lærer forblev han i arveprinsens tjeneste.

Høegh-Guldberg var teologisk set konservativ, dansksindet og en varm tilhænger af enevælden. Den udhuling af kongemagten, som styret under J.F. Struensee var udtryk for, vakte hans afsky, og han hadede personen Struensee. Ved kuppet mod Struensee 17.1.1772 medvirkede han derfor som kontaktperson mellem enkedronningen og kupmagerne og blev medlem af den kommission, der dømte Struensee. Høegh-Guldberg fik ikke umiddelbart nogen høj post i det nye styre; han havde fra 1774 titel af gehejmekabinetssekretær og blev i 1776 stats- og gehejmekabinetssekretær. Flere og flere statssager forelagdes imidlertid slet ikke for det nyoprettede Gehejmestatsråd, men besørgedes gennem kabinettet af Høegh-Guldberg selv, og han nød fortsat enkedronningens tillid og blev efterhånden styrets ledende mand. Ikke uden held bestræbte han sig på at vinde den borgerlige middelklasse, der var misfornøjet med de mange fremmede på høje poster i stats- og samfundsliv, for det enevældige styre. I den forbindelse lod han i 1776 i et nært samarbejde med J.O. Schack-Rathlou Christian 7. udstede loven om Indfødsretten. Efter at have styrtet A.P. Bernstorff som udenrigsminister i efteråret 1780 varetog Høegh-Guldberg selv den faktiske ledelse af forholdet til udlandet frem til sit fald fra magten. Ved kronprins Frederiks optagelse i Gehejmestatsrådet i 1784 lod han sig selv optage i dette råd for at fastholde hoffets indflydelse; han blev imidlertid straks sat ud af spillet af kronprinsen og udnævnt til stiftamtmand i Århus.

Høegh-Guldbergs styre var konservativt, men ikke reformfjendtligt. Ledetråden for hans akademiske og politiske virke var en danskhed, der gav sig udtryk i oprigtig kærlighed til sproget og fædrelandet. Han fik således stor betydning for udviklingen af en dansk identitet i slutningen af 1700-t.