Peder Reedtz, 17.11.1614-10.7.1674, dansk kansler. Reedtz tilhørte den velstillede rigsrådsadel og gjorde karriere, først i Kancelliet 1641-46, derefter i forskellige diplomatiske hverv 1643-52, indtil han 1653 ægtede kansler Christen Thomesen Sehesteds datter og blev rentemester. 1655 fulgte udnævnelsen til vicepræsident i Admiralitetskollegiet, og 1656 rigsrådsværdigheden. Ved statsomvæltningen 1660 viste Reedtz sig samarbejdsvillig og blev samme år belønnet med posten som kansler. Hans sprogkundskaber og værdige, men noget stive optræden gjorde ham uundværlig i udenrigspolitiske forhandlinger; politisk blev han imidlertid snart overskygget af Frederik 3.s yndling Christoffer Gabel og siden af Peder Schumacher Griffenfeld.