Faktaboks

Sophie af Mecklenburg

Sophie Frederikke af Mecklenburg-Schwerin

Født
4. september 1557, Wismar, Tyskland
Død
4. oktober 1631, Nykøbing Falster
Sophie af Mecklenburg, ca. 1572
Af /Public domain, via Wikimedia Commons.

Sophie af Mecklenburg var dansk dronning fra 1572 til 1631. Hun var datter af hertug Ulrik af Mecklenburg-Schwerin (1527-1603) og Elisabeth af Danmark (1524-1586). Hun var gift med Frederik 2., og efter hans død i 1588 blev den 31-årige Sophie enkedronning.

Formynder for kongen

Som enke kom Sophie af Mecklenburg til at spille en aktiv politisk rolle. Hun blev formynder for sønnen Christian 4., der ved faderens død endnu var umyndig. Hun kæmpede energisk for sine egne økonomiske krav og for de yngre sønners rettigheder.

Som formynder for Christian 4. i hertugdømmerne kom hun i strid med regeringsrådet, idet hun forsøgte at få delt den kongelige del mellem Christian 4. og hans brødre Ulrik og Hans. I 1594 blev hun af regeringsrådet forvist til sit enkesæde, Nykøbing Slot på Falster, hvor hun virkede som storgodsejer.

Nordeuropas rigeste kvinde

Sophie af Mecklenburg var Nordeuropas rigeste kvinde på sin tid. Hun var en dygtig forretningskvinde og administrator samt långiver til andre fyrstehuse. Hun lånte blandt andet penge til sønnen Christian 4., så han kunne opføre Børsen og Rundetårn. I 1620'erne finansierede hun den kostbare mecklenburgske anetavle i Nykøbing Falster Kirke.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig