Store Nordiske Krig

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Store Nordiske Krig. Slaget ved Poltava sommeren 1709 var vendepunktet i Store Nordiske Krig; her knustes Sverige som stormagt og blev erstattet af Rusland. På dette maleri er slagets udfald symbolsk fremstillet: Peter 1. den Store rider som sejrherre i kampens tummel, omgivet af faldne svenskere. Motivet har intet at gøre med slagets virkelige forløb, hvor det centrale var det svenske fodfolks forgæves stormløb på russernes delvis forskansede stilling. Maleri fra 1717 af Jean-Marc Nattier; Pusjkin-museet, Moskva.

Store Nordiske Krig, krig mellem Sverige og de fleste andre nordeuropæiske magter 1700-21. I Danmark, som deltog i to omgange, 1700 og 1709-20, dateres krigen ofte 1709-20.

Store Nordiske Krig etablerede Rusland som europæisk stormagt på bekostning af Sverige, men bragte også Danmark væsentlige fordele.

Sveriges ekspansion siden 1500-t. havde gjort landet til Østersøområdets stærkeste magt, men også til en hovedfjende for nabolandene; i 1699 blev der indgået en alliance mellem Frederik 4. af Danmark, Peter 1. den Store af Rusland og August 2. Mocny af Polen og Sachsen (hvor han regerede som kurfyrst Frederik August 1.).

Året efter angreb de Sverige. Med flådestøtte fra Sveriges allierede England og Holland kunne Karl 12. imidlertid invadere Sjælland, hvorefter Danmark måtte slutte fred (Freden i Travental).

Krigen fortsatte med svenske sejre, først over russerne ved Narva i 1700, derefter i Polen, hvor rigsdagen i 1704 måtte afsætte August 2. og vælge svenskernes mand, Stanisław 1. Leszczyński, i stedet; ved Freden i Altranstädt 1706 gav August afkald på Polen.

Imens var russerne imidlertid rykket ind i de svenske besiddelser i Baltikum, og det svenske modangreb i alliance med Ukraines hetman, Ivan Mazepa, endte i juni 1709 i totalt nederlag i Slaget ved Poltava i Ukraine.

Karl 12. flygtede til de tyrkiske besiddelser på Balkan, og nu trådte Danmark og Sachsen atter ind i krigen. August 2. genvandt med russisk støtte den polske trone i 1709.

I Slaget ved Helsingborg 1710 lykkedes det Magnus Stenbock at afværge en dansk invasion i Skåne; han forsøgte derefter at generobre besiddelserne i Nordvesttyskland fra Danmark og frelse Sveriges allierede, det gottorpske hertugdømme i Slesvig og Holsten. Han sejrede ved Gadebusch 1712, men måtte kapitulere med hele sin hær i Tönning 1713.

Karl 12. havde i 1710 fået tyrkerne til at angribe Rusland, men de sluttede fred allerede 1711, og samtidig brød alliancen med England og Holland sammen, da Sverige ikke kunne støtte dem i Den Spanske Arvefølgekrig (1701-14). Desuden blev Preussen og Hannover stadig mere fjendtlige, og i 1715 erklærede de Sverige krig.

Mens Karl 12. således diplomatisk isoleret regerede sit land fra tyrkisk territorium, fortsatte de svenske nederlag. En række søslag 1712-13 gav Danmark kontrol over Østersøen, og 1713-14 erobrede russerne hele Finland. I november 1714 rejste Karl i et halsbrækkende ridt til Stralsund, som imidlertid faldt året efter, hvorefter han vendte hjem til Sverige.

Sammen med sin minister G.H. von Görtz forsøgte Karl 12. gennem dristige og nyskabende indre reformer at skaffe resurser til at fortsætte krigsførelsen. Alligevel gik den sidste besiddelse i Tyskland, Wismar, tabt i 1716, og overraskelsesangrebet på Norge samme år slog fejl.

Angrebet på Norge blev fornyet 1718, denne gang omhyggeligt forberedt; målet var at tvinge Danmark ud af krigen, så Østersøen kunne blive fri, og kampen tages op med hovedmodstanderen, Rusland. Da Karl 12. blev dræbt ved Fredriksten i begyndelsen af felttoget, trak den svenske hær sig imidlertid hurtigt tilbage.

Karls svoger Frederik 1., der overtog tronen i 1720, forhandlede en række fredsaftaler, i 1719 med Hannover, som overtog Bremen og Verden, i 1720 med Preussen, som fik en del af Forpommern, og med Danmark, som fik frie hænder i Gottorp, ligesom Sverige gav afkald på sin gamle toldfrihed i Øresund, og endelig i 1721 Freden i Nystad med Rusland, som fik alle Sveriges baltiske besiddelser og et stykke af Finland.

Dermed var Store Nordiske Krig forbi, om end der først formelt blev sluttet fred med Polen 11 år senere.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Store Nordiske Krig. Slaget ved Poltava sommeren 1709 var vendepunktet i Store Nordiske Krig; her knustes Sverige som stormagt og blev erstattet af Rusland. På dette maleri er slagets udfald symbolsk fremstillet: Peter 1. den Store rider som sejrherre i kampens tummel, omgivet af faldne svenskere. Motivet har intet at gøre med slagets virkelige forløb, hvor det centrale var det svenske fodfolks forgæves stormløb på russernes delvis forskansede stilling. Maleri fra 1717 af Jean-Marc Nattier; Pusjkin-museet, Moskva.

Viser 1 af 1 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
27/11/2013
Marie-Louise Hammer
10/05/2012
Redaktionen
28/10/2009
Ekspert
Lektor Blomme
Oprindelig forfatter
GELi
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki