absolutisme - baggrunden

Baggrunden for absolutismen var en ny samfundstænkning i 1100-1200-t. "Samfundet" eller "det fælles bedste" blev begrundelse for to tilsyneladende modsatrettede argumentationer. Den ene var, at autoritet delegeres fra oven, fra Gud. Den anden var, at autoritet bygges op fra neden og opsummerer folkets vilje eller det fælles bedste. Begge argumenter kunne imidlertid begrunde en samling af magt i en enkelt persons hånd, og begge forblev brugbare inden for statstænkning indtil op i 1700-t.

Den første konsekvente absolutistiske tænkning var pavestolens forsøg på i 1200-t. at skabe et uindskrænket åndeligt og verdsligt herredømme over alle kristne. Det mislykkedes, og pavens autoritet smuldrede; det samlende midtpunkt forsvandt og blev både i praksis og i måden at opfatte staten på afløst af flere europæiske magtcentre. Det kendteste eksempel på tænkemåden er Machiavellis bog udgivet i 1532 om "Fyrsten", som ikke er forpligtet på kirken eller nogen anden hersker, men hvis eneste mål skal være at konsolidere og udvide sit territorium, og hvis stærkeste brugbare middel er krig.

Krig ændrede fundamentalt karakter. Adelsrytteriets rolle var definitivt udspillet omkring 1500, og stadig større fodfolkshære blev afgørende på slagmarken. De blev økonomisk overkommelige for fyrsten — og kun for ham — pga. koncentration af ædelmetal netop hos ham, pga. den begyndende merkantilismes aggressive handelspolitik samt og især pga. en ny, direkte beskatning af undersåtterne, der stod i modsætning til tidligere, da størstedelen af skatterne svaredes til lokale herremænd.