Opløsningen af absolutismen begyndte i 1700-t. Troen på i det mindste det veluddannede borgerskabs evne til på grundlag af viden at træffe fornuftige beslutninger voksede, og en kritik af nedarvede sandheder opstod, hvorpå fulgte kritik af kirken.
I takt med denne udvikling begrundedes den absolutistiske statsmagt i faldende grad med forlening af guddommelig autoritet og i stigende grad med, at herskeren opsummerede folkets vilje. Dermed var vejen åben for, at folket kunne repræsenteres af andre end en fyrste, fx af en republik som den amerikanske eller den franske under revolutionen.
Desuden havde absolutismen været fulgt af et behov for fysisk at manifestere herskerens almagt gennem et pragtbyggeri uden fortilfælde. I perioder blev omkring halvdelen af Frankrigs store skatteindtægter brugt på slottet i Versailles. De enevældige kongers luksus i det sene 1700-t.s kriseår oprørte både horder på sultegrænsen og lighedstænkende borgere, og absolutismen faldt — hurtigt under guillotinen eller i løbet af 1800-t.s udvikling hen imod demokrati.
Tilbage blev den almindelige beskatning, statsadministrationen og absolutismens pragtbygninger.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki