Det gottorpske spørgsmål, dansk udenrigspolitisk problem i 1600- og 1700-t.

Problemets kerne var de dele af Slesvig og Holsten, der i henhold til delingstraktaten i 1544 mellem Christian 3. og hans brødre tilhørte hertugen af Gottorp.

I krigene i 1600- og 1700-t. havde de gottorpske hertuger flere gange gjort fælles sag med Sverige mod Danmark, og tilstedeværelsen af hertugdømmet Gottorp inden for det danske monarkis grænser var derfor en alvorlig sikkerhedsrisiko. Da hertugfamilien var nært beslægtet med det svenske kongehus og senere kom i familie med den russiske kejserfamilie, ville en isoleret dansk aktion mod Gottorp få storpolitiske følger.

Ved Frederiksborgfreden 1720 efter Store Nordiske Krig blev Danmarks ret til de gottorpske dele af Slesvig anerkendt af Storbritannien og Frankrig, men ikke af Preussen og Rusland og heller ikke af Gottorps hertug.

Da Gottorpslægtens overhoved i 1762 besteg den russiske kejsertrone som Peter 3., var en krig mod Rusland forestående, indtil kejseren pludselig blev afsat. Det nye russiske styre under Katarina 2. den Store var interesseret i en dansk-russisk alliance vendt mod Sverige, hvilket resulterede i en venskabs- og garantitraktat i 1765.

I 1767 trak en foreløbig mageskiftetraktat hovedlinjerne op for løsningen af det gottorpske spørgsmål. Rusland anerkendte herved Danmarks ret til de gottorpske dele af Slesvig og overlod Danmark de gottorpske dele af Holsten. Til gengæld afstod den danske konge Oldenburg-Delmenhorst.

Med gennemførelsen af Mageskiftet 1773 fik Danmark på tilfredsstillende vis løst det gottorpske spørgsmål.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig