Faktaboks

Arne Sørensen

Arne Christian Sørensen

Født
2. oktober 1906
Død
1. marts 1978

Arne Sørensen.

.

Arne Sørensen var en dansk kulturskribent og politiker. Arne Sørensen blev student i 1928 og var fra 1931 til 1935 lærer ved Arbejderhøjskolen i Esbjerg.

Arne Sørensen deltog ivrigt i samfundsdebatten, bl.a. med bogen Det moderne Menneske (1936), og stiftede i 1936 partiet Dansk Samling, der på et kristent-socialt grundlag afviste såvel liberalismen som den kommunistiske og nazistiske totalitarisme. I stedet forfægtede partiet et "tredje standpunkt", hvor en stærk centralmagt skulle kombineres med lokalt selvstyre.

En elitær tankegang, der brød med parlamentarismen, medførte, at Arne Sørensen blev angrebet for at være nazistisk inficeret. Under Besættelsen vendte han sig stærkt imod forhandlingspolitikken.

Arne Sørensen var medlem af Folketinget fra 1943 til 1947. Han og Dansk Samling var fra 1942 via samarbejde med SOE involveret i illegalt arbejde og udgav efter den 29. august 1943 det illegale blad Niels Jydes Breve. Han var medlem af Frihedsrådet fra december 1943 og blev kirkeminister i befrielsesregeringen.

Da Dansk Samlings politiske gennembrud udeblev efter krigen, nedlagde Arne Sørensen i 1946 sin formandspost og udtrådte i 1949 af partiet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig