Børsoppositionen, bevægelse blandt yngre københavnske forretningsfolk ca. 1880-85 imod Estrups og Højres regering, fordi den ikke ville fremsætte en mere liberal toldlov og give begunstigelser til erhvervslivet. Bevægelsens centrale person var Christopher Hage, der med C.F. Tietgens støtte gik kraftigt til angreb på regeringen uden at søge kontakt med den egentlige politiske opposition, Venstre. Da den storpolitiske konflikt mellem Venstre og Højre for alvor brød ud 1884-85, trak de konservative forretningsfolk sig tilbage fra videre deltagelse i politik.