C.V. Bramsnæs, Carl Valdemar Bramsnæs, 12.6.1879-29.8.1965, dansk politiker og nationalbankdirektør. Bramsnæs blev typograf i 1898 og i 1914 cand.polit. Han skrev flere mindre bøger, bl.a. Kapitalens økonomiske System (1918) sammen med P. Zoffmann og Sociale Problemer i Nutiden (1921). Bramsnæs spillede en afgørende rolle for arbejdernes oplysningsbevægelse, bl.a. ved oprettelsen af AOF i 1924. Samtidig var han aktiv på det kooperative område og i internationalt arbejde.
I 1918-39 var Bramsnæs medlem af Landstinget for Socialdemokratiet; 1924-26 og 1929-33 finansminister. Under den økonomiske krise søgte han at fastholde valutakursen og balancen på statsbudgettet; ved Kanslergadeforliget i 1933 var han modstander af devalueringen.
I 1936 blev Bramsnæs udnævnt til førstedirektør i Nationalbanken, en stilling, som han beklædte til 1949 under loyal hensyntagen til vekslende regeringers politik. Under besættelsen blev han ved den såkaldte telegramkrise 1942 af alle partier foreslået som statsminister, men afslog. I stedet overtog Erik Scavenius posten. Bramsnæs var formand for Foreningen Norden 1939-60.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki