Dansk-islandsk Forbundslov af 1918, lov om forbund mellem Danmark og Island. 1. Verdenskrig havde vist, hvor udsat den dansk-islandske rigsenhed var under vanskelige forhold, ligesom krigen havde styrket det islandske ønske om selvstændighed. På denne baggrund sendte regeringen efter aftale med Rigsdagens partier i juli 1918 en delegation til Reykjavík. Vanskelige forhandlinger førte her til forslag om en forbundslov, som blev vedtaget af Altinget og Rigsdagen og bekræftet ved en folkeafstemning i Island. Danmark og Island var herefter forbundet med et fælles statsoverhoved og ved fælles statsborgerret; Danmark skulle varetage Islands udenrigsanliggender. Et rådgivende Dansk-islandsk Nævn, hvis medlemmer var valgt af Rigsdagen og Altinget, varetog tilpasning af love, som havde fælles interesse. Hver af parterne kunne i 1940 forlange forhandling om revision af loven, og hvis der ikke kunne opnås enighed om en ny forbundslov i løbet af tre år, kunne loven opsiges. Nævnets virksomhed ophørte reelt i 1940 ved den tyske besættelse af Danmark, og i 1944 benyttede Island genforhandlingsfristen til at opsige personalunionen. Forbundsloven bortfaldt formelt ved en dansk-islandsk aftale i 1946.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.