Dansk-islandsk Forbundslov af 1918, lov om forbund mellem Danmark og Island. 1. Verdenskrig havde vist, hvor udsat den dansk-islandske rigsenhed var under vanskelige forhold, ligesom krigen havde styrket det islandske ønske om selvstændighed. På denne baggrund sendte regeringen efter aftale med Rigsdagens partier i juli 1918 en delegation til Reykjavík. Vanskelige forhandlinger førte her til forslag om en forbundslov, som blev vedtaget af Altinget og Rigsdagen og bekræftet ved en folkeafstemning i Island. Danmark og Island var herefter forbundet med et fælles statsoverhoved og ved fælles statsborgerret; Danmark skulle varetage Islands udenrigsanliggender. Et rådgivende Dansk-islandsk Nævn, hvis medlemmer var valgt af Rigsdagen og Altinget, varetog tilpasning af love, som havde fælles interesse. Hver af parterne kunne i 1940 forlange forhandling om revision af loven, og hvis der ikke kunne opnås enighed om en ny forbundslov i løbet af tre år, kunne loven opsiges. Nævnets virksomhed ophørte reelt i 1940 ved den tyske besættelse af Danmark, og i 1944 benyttede Island genforhandlingsfristen til at opsige personalunionen. Forbundsloven bortfaldt formelt ved en dansk-islandsk aftale i 1946.