Frede Bojsen

Frede Bojsen var en dansk politiker og højskoleforstander.

Som søn af Eline og F. Boisen var Frede Bojsen, som stavede sit navn med j, født ind i grundtvigianismen. Han blev cand.theol. i 1864 og deltog samme år i 2. Slesvigske Krig. I 1866 grundlagde han Rødkilde Højskole på Møn og fik hurtigt en fremtrædende position på egnen. I 1869 valgtes han i Mønkredsen til folketingsmand for Venstre, som han repræsenterede til 1901.

Frede Bojsen rykkede hastigt frem i partiet, blev medlem af Finansudvalget 1870 og var formand i perioderne 1872-1882 og 1884-1890. Hans saglige og taktiske evner var store, og han blev partiets militærpolitiske ordfører. Over for Højres krav om Københavns befæstning stillede Bojsen idéen om "et levende forsvar" og forsvarssagen som en national løftestang via en væbning af folket. Bojsen bragte sig efterhånden i modsætningsforhold til de radikale dele af Venstre, hvilket i 1884 kulminerede i Venstres sprængning i et "dansk" og et "europæisk" Venstre. Få år senere kom det til et brud mellem Bojsen og Christen Berg.

Da det stod klart, at J.B.S, Estrup ikke bøjede sig for de hårde opgør med Venstre i 1880'erne, indledte Frede Bojsen fra 1887 en forhandlingspolitik, der i 1890-1891 udmøntedes i et omfattende reformprogram, som bl.a. lagde grunden til dansk sociallovgivning.

Efter Christen Bergs død i 1891 og Viggo Hørups fald året efter fik Bojsen en central placering i dansk politik, og hans navn er knyttet til Loven om Alderdomsforsørgelse fra 1891 og Sygekasseloven af 1892. I foråret 1894 indgik han med en del af Højre et forlig, som anerkendte Københavns befæstning, hvilket betød opgivelsen af den provisoriske lovgivning og kort efter Estrups afgang. Bojsen kunne have stillet krav om en ministerpost, men gjorde det ikke, og mange af hans partifæller anså det for en svaghed.

Efter valgnederlag for hans parti i 1898 og styrkelse af det nystiftede Venstrereformparti udtrådte Bojsen af Folketinget i 1901 og levede til sin død på Rødkilde, optaget af lokalhistoriske studier.