Frits Bülow, 1872-1955, dansk jurist og politiker. Efter at have været forsvarer i rigsretssagen 1909 mod J.C. Christensen og S. Berg blev Bülow justitsminister i K. Berntsens venstreregering 1910-13. Bülow var derefter sagfører og juridisk rådgiver for flere store erhvervsvirksomheder, bl.a. Landmandsbanken, blev i 1919 formand for Nationalbankens repræsentantskab og i 1920 tingvalgt medlem af Landstinget og tillige dets formand. Efter Landmandsbankens sammenbrud i 1922 nedlagde han sine hverv i Landmandsbanken og Nationalbanken og udtrådte i 1924 af Landstinget.