Genforeningen er de sønderjyske landsdeles genforening med Danmark 9. juli 1920. Som en del af Versaillestraktaten efter 1. Verdenskrig blev aftalen om en overdragelse af landsdelene til Danmark underskrevet i Paris 5. juli 1920 med virkning fra 15. juni samme år.
Kravet om en genforening var allerede i 1918 blevet rejst i den tyske rigsdag af H.P. Hanssen. Efter Versaillestraktaten af 28. juni 1919, artikel 109, skulle grænsen mellem Tyskland og Danmark fastsættes i overensstemmelse med befolkningens ønsker efter afstemning i nogle nærmere, i artiklen, definerede zoner.
Det betød afstemning i Nordslesvig, 1. zone under ét, med mulighed for, at de tilstødende distrikter i Mellemslesvig, 2. zone, derefter skulle stemme om, hvorvidt de ønskede indlemmelse i Danmark.
I artikel 109 var det tillige fastsat, at afstemningsområderne uopholdeligt, dvs. fra juni 1919 til afstemning havde fundet sted, skulle stilles under en international kommissions myndighed, Commission internationale de surveillance du plébiscite au Slesvig (CIS).
Dannevirkebevægelsen ville gerne gå endnu videre, men vandt ikke bred tilslutning. Det gjorde derimod Flensborgbevægelsen.
Resultatet af afstemningen i 1. zone, 10. februar 1920, gav dansk flertal på 74 %, mens afstemningen i 2. zone, 14. marts 1920, gav tysk flertal på 80 %. I Flensburg stemte 75 % tysk.
Da afstemningen i 2. zone ikke førte til et dansk flertal, bidrog Flensborgbevægelsen til regeringen C.Th. Zahles fald, hvilket udløste Påskekrisen.
Christian 10. stadfæstede 9. juli 1920 Indlemmelsesloven, og dagen efter red han over den gamle grænse nord for Christiansfeld. Selve genforeningen kulminerede 11. juli med en fest på Dybbøl Banke under overværelse af ca. 50.000 mennesker. Her fik kongen bl.a. overrakt et gammelt Dannebrog af fire hvidklædte unge piger.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.