HIPA, Hovedorganisationernes Informations og Propaganda Afdeling, oprettet i 1935 af den socialdemokratiske arbejderbevægelse på initiativ af Hans Hedtoft med det formål at organisere kampen mod først og fremmest kommunismen, dernæst den spirende nationalsocialisme. HIPA varetog desuden den skriftlige informationstjeneste for partiets tillidsmænd og opbygningen af en række agitatorkorps. I 1945 efterfulgtes HIPA af Arbejderbevægelsens Informations Central, AIC, der også havde bekæmpelse af kommunismen som hovedformål, især inden for fagbevægelsen.