Faktaboks

H.M. Lunding
Født
1899
Død
1984

H.M. Lunding, Hans Mathiesen Lunding, 1899-1984, dansk officer. Lunding gjorde som sønderjyde tysk krigstjeneste under 1. Verdenskrig. Efter Genforeningen i 1920 kom han ind i den danske hær; han var tilknyttet rytteriet og vandt bronzemedalje i military ved De Olympiske Lege i 1936.

Fra 1937 arbejdede Lunding i Generalstabens Efterretningssektion og udførte under besættelsen spionage for englænderne mod den tyske værnemagt. Han blev arresteret 29.8.1943 og deporteret til Tyskland, hvor han først sad i fængsel og siden kom i koncentrationslejr. Fra 1950 til sin afsked i 1963 ledede Lunding den nyetablerede Forsvarets Efterretningstjeneste, fra 1952 som oberst.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig