Harald Scavenius

1873-1939, dansk diplomat og politiker; søn af Jakob Scavenius, godsejer og politiker. Scavenius blev magister (cand. mag. 1900) i fransk og spansk fra Københavns Universitet, og indledte sin karriere i udenrigsdiplomatiet i 1904, hvor han rejste som legationssekretær til Sankt Petersborg. I 1909 rokerede han til Paris, og i 1911 til London. Han var gesandt i Sankt Petersborg 1912 til 1918.

I 1917 og 1918 var Scavenius leder af en storstilet dansk humanitær indsats, da Danmark overtog USA's opgave med krigsfangehjælpen til omtrent to millioner østrig-ungarske krigsfanger og civilfanger i Rusland og Sibirien. Her havde Danmark for alvor en rolle at spille i international politik. Det er ubemærket i dansk historieskrivning, at Scavenius, som katolik, gjorde private (forgæves) forsøg på at inddrage Vatikanet i krigsfangehjælpen. Ved Danmarks diplomatiske brud med Sovjetrusland i december 1918 rejste Scavenius modvilligt til København. Her blev han i 1919 afskediget af sin fætter, udenrigsminister Erik Scavenius.

I 1920 blev Harald Scavenius udenrigsminister i den anden Neergaard regering (5. maj 1920 til 9. oktober 1922). Grundlaget for ministerposten lå særligt i et udpræget nationalt standpunkt i det slesvigske spørgsmål samt positiv indstilling til Ententen (alliancen mellem Frankrig, Storbritannien og Rusland) under Første Verdenskrig. Som følge af tysk flertal ved folkeafstemningen 14. marts 1920 i 2. zone (mellemslesvig, incl. Flensburg), blev der fremsat forslag om internationalisering af 2. zone til beskyttelse af mindretallet. Et tysk tilbud om en mindretalstraktat i stedet, fremsat 7. maj 1920, skulle Scavenius have afvist med begrundelsen, at Danmark ikke ønskede en tete á tete med Tyskland. Denne affære var en væsentlig årsag til, at han ikke fik en ministerpost i den tredje Neergaard regering (9. oktober 1922 til 23. april 1924). Scavenius fortsatte dog sit engagement i de danske sydslesvigeres sag.

Han havde et skarpt blik for faren ved de totalitære ideologier. Således anså han også marxismen for en trussel for både Rusland og Europa. Dette standspunkt vakte ikke begejstring i det ekspanderende danske erhvervsliv og derfor heller ikke befordrende for en fornyet udenrigsministerperiode. Scavenius' katolske verdensmands sindelag er muligvis baggrund for hans idealistiske - ikke altid realistiske - modstand imod de totalitære ideologier.

1924 til 1939 var Scavenius igen gesandt, først i Rom, senere i Bern og Haag. I sin tid i Rom indberettede han flittigt til det danske udenrigsministerium om Mussolini og den italienske fascisme. Scavenius rejste i 1928 fra Rom, da han ikke længere kunne udholde Mussolinis regime. I sin tid i Italien besøgte han hyppigt forfatteren og katolikken Johannes Jørgensen, der, efter sin konvertering til katolicismen i begyndelsen af 1890'erne, var fortrængt fra det danske positivistiske litterære parnas. Jørgensen bosatte sig herefter i den italienske by Assisi.

I dansk diplomati blev Scavenius aldrig anerkendt, og forholdet til fætteren Erik Scavenius, Danmarks udenrigsminister under såvel første som anden verdenskrig, var gensidigt anstrengt. Harald Scavenius døde i 1939 i Haag.