Faktaboks

Henning Walthing

Henning Fredy Birger Walthing ('Walther Smile' el. 'Mr. Smile')

Født
4. december 1917
Død
23. februar 1945
Café 44.
Café 44 i Rantzausgade på Nørrebro eksisterede stadig i 2004, da dette foto blev taget.
Café 44.
Af .
Henning Walthing.
Henning Walthing under forhøret i vaskekælderen i en villa i Buddinge. Med ryggen til Erling Andresen fra BOPA.
Af /Frihedsmuseets fotoarkiv/Nationalmuseet.
Licens: Nationalmuseet

Henning Walthing var tjener, restauratør og næstkommanderende i den såkaldte Svend Staal-gruppe – et netværk af danske politibetjente af nazistisk observans, der under Besættelsen virkede i tysk tjeneste.

Walthing var medlem af Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (DNSAP) fra 1937 og var i en periode adjudant for partiføreren Frits Clausen.

Lytteposten på Nørrebro

I 1944 erhvervede Henning Walthing sammen med sin mor Cafe 44. Caféen, der lå på Rantzausgade 44 på Nørrebro i København, blev købt for penge stillet til rådighed af tysk politi. Formålet var, at cafeen skulle være en lyttepost i bydelen, hvor kommunistiske modstandsgrupper stod stærkt.

Typisk gav Walthing under snak med kunderne indtryk af, at han sympatiserede med modstandsbevægelsen, hvorefter oplysninger gik videre til tysk politi.

Samarbejde med Svend Staal

Restauratøren virkede tæt sammen med Poul Otto Ditlev Nielsen ('Svend Staal'), der var leder af Staal-gruppen. Efter aktionen mod dansk politi den 19. september 1944 assisterede Walthing Ditlev Nielsen som en slags næstkommanderende, da Nielsen midlertidigt overtog funktionen som vagthavende på Frederiksberg politistation.

Likvideret efter forhør

Brandt og Lund.
Børge Thing ('Brandt', i midten) og Erling Andresen ('Lund', til højre) stod for afhøringen af Henning Walthing.
Af /Modstandsdatabasen, Nationalmuseet.
Licens: Nationalmuseet

Modstandsorganisationen BOPA kom den følgende vinter på sporet af gruppen, og den 23. februar gennemførte et aktionshold på otte mand en bortførelse af Henning Walthing fra caféen. Han blev kørt til Klausdalsbrovej i Buddinge, hvor en villa var blevet lånt med en afhøring for øje.

BOPA's aktionsleder Børge Thing ('Brandt') og afdelingsleder Erling Andresen ('Lund') gennemførte et grundigt forhør i husets vaskekælder. Ifølge BOPA tilstod Henning Walthing sit virke som angiver.

Afhøringen blev som noget enestående under Besættelsen optaget på film. Derpå blev Walthing ført til Hareskoven og likvideret.

Dobbelt fejldrab

Senere på eftermiddagen blev hans mor, Agnes Walthing, der var enke, og gruppelederen Ditlev Nielsen dræbt af vådeskud i fru Walthings lejlighed på Thorvaldsensvej 13 på Frederiksberg. Her havde hun drevet pensionat, og lejligheden havde været mødested for den hemmelige gruppe.

Mænd fra HIPO, det danske håndlangerkorps i tysk tjeneste, der var blevet tilkaldt, affyrede en maskinpistolsalve gennem entredøren i den tro, at der befandt sig modstandsfolk i lejligheden.

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

  • Niels-Birger Danielsen og Erland Leth Pedersen: Svend Staal-gruppen – nazibetjentene, der infiltrerede dansk politi. Nyt DPIF, 2017
  • Henrik Lundtofte: Håndlangerne – Schalburgkorpsets Efterretningstjeneste og Hipokorpset 1943-1945. Politikens Forlag, 2013.
  • Peter Øvig Knudsen: Efter drabet – beretninger om modstandskampens likvideringer. Gyldendal, 2001.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig