Holger Danske var en københavnsk modstandsorganisation, der blev dannet som sabotagegruppe i foråret 1943.

Faktaboks

Etymologi

Gruppen er opkaldt efter sagnfiguren Holger Danske.

Holger Danske blev ramt af talrige arrestationer, og 64 af dens medlemmer faldt, men efter flere rekonstruktioner udviklede gruppen sig til en stor organisation.

I maj 1945 omfattede den ca. 350 mand, formeret i tre kompagnier med talrige grupper. Holger Danske havde først tilhørsforhold til Dansk Samling, men blev fra september 1944 overført til Ringen. Organisationen udførte ca. 100 sabotageaktioner, deriblandt den berømte aktion mod Forum 24.8.1943.

En vigtig side af arbejdet var likvidering af ca. 200 stikkere på foranledning af Frihedsrådet. I besættelsens sidste måneder udviklede Holger Danske en veritabel byguerilla mod tyskernes danske hjælpekorps, Hipo og Sommerkorpset. Ved et angreb på Lundtofte Flyveplads i november 1944 blev 11 hipofolk således dræbt. Blandt organisationens ledere kan nævnes stifteren Josef Søndergaard (1906-1946) samt Jørgen Staffeldt, Jørgen Kieler, Hans Edvard Teglers og Knud Larsen (1911-1944).

Radioforretningen Stjerne Radio i Istedgade var tilholdssted for Holger Danske og blev flere gange bombesprængt. Forretningens facade blev i 2015 genopført på stedet som fortovsmuseum.

Marinehjemmeværnet hædrede i 1988 Holger Danske ved at opkalde hjemmeværnskutter MHV 92 efter modstandsgruppen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig