J.B.S. Estrup var en dansk politiker og godsejer. Han var konseilspræsident (statsminister) fra 1875 til 1894.
Estrup var søn af historikeren og godsejeren H.F.J. Estrup (1794-1846) og lærte landvæsen på faderens gods. Efter at have taget forsteksamen i 1844 fik han i 1847 bestalling som landmåler. Estrup var et friluftsmenneske, også af helbredsgrunde. I sin ungdom led han af lungetuberkulose, og kun ved en gennemdisciplineret livsførelse betvang han sygdommen.
Han arvede i 1846 Kongsdal ved Holbæk og købte i 1852 den forsømte herregård Skaføgård på Djursland. Den blev hans egentlige hjem og forvandledes til et mønsterbrug; Estrup blev jysk godsejer med liv og sjæl.
I 1854 blev Estrup folketingsmand for Randerskredsen, men udtrådte igen året efter. Ti år senere indvalgtes han i Landstinget, som han derefter var medlem af indtil sin død. Som indenrigsminister i ministeriet C.E. Frijs i 1865-1869 udfoldede Estrup en energisk virksomhed; de grundlæggende jernbanelove og loven om anlæggelse af Esbjerg Havn var således først og fremmest hans værk. Efter ministeriet C. Fonnesbechs forlis i 1875 dannede Estrup på kongens opfordring regering.
Indtil det historiske forlig mellem Højre og Venstre i 1894 stod Estrup i spidsen for de godsejerdominerede højreregeringer, der var udgået af Landstinget, og var Venstres modspiller. Under Forfatningskampen og i Provisorietiden viste Estrup sig som en overmåde principfast og handlekraftig politiker med stærke konservative grundholdninger.
Om Estrups personlige integritet og ubetingede loyalitet over for kongen herskede der aldrig tvivl. Der stod respekt om ham både blandt tilhængere og modstandere. For mange var personen Estrup dog indbegrebet af selve reaktionen, hvilket også skaffede ham fjender; således blev han i oktober 1885 udsat for et revolverattentat, som dog mislykkedes.
Efter det politiske forlig i 1894 lå vejen til folketingsparlamentarismens sejr åben, og kort efter nedlagde Estrup under pres og skuffet over sine kompromissøgende partifæller hvervet som konseilspræsident. Christian 9. beklagede stærkt hans afgang og gav ham ved afskeden rang over samtlige ministre. Estrup bevarede sit sæde i Landstinget, men spillede herefter kun en sekundær politisk rolle, og de sidste år helligede han sig familielivet og driften af godserne.
Estrup viede sit politiske liv til kampen mod folketingsflertallets "enevælde", som for ham var lig med almuevælde. Denne kamp førte han med en konsekvens og uforfærdethed, som er enestående i dansk politisk historie.
Estrups styrke lå blandt andet i, at han i praktisk politik var resultatsøgende og aldrig søgte magten for dens egen skyld; i det hele taget var magtens ydre attributter ham ligegyldige. Hans væsentligste svaghed var den kompromisløse stil, som splittede i stedet for at skabe den politiske samling, der var forudsætningen for varige resultater.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.