J.C. Christensen

J.C. Christensen var en dansk politiker og fra 1905 til 1908 konseilspræsident (statsminister).

Christensen stammede fra en hedegård i Vestjylland. Han blev lærer og underviste fra 1877 forskellige steder, fra 1886 til 1901 i Stadil. Provisorietiden vakte ham politisk; han blev sognerådsformand i 1888 og valgtes i januar 1890 som tilhænger af Christen Berg til Folketinget i Ringkøbingkredsen, som han beholdt til 1924.

Christensen fandt sig hurtigt til rette på Rigsdagen. Da Christen Berg døde i 1891, blev det ham, der videreførte hans kamp mod det moderate Venstres forhandlingspolitik. Da dette parti ved valget i 1895 tabte sit knappe flertal for 1894-forliget med Højre, sluttede de oppositionelle Venstregrupper sig sammen til Venstrereformpartiet med Christensen som den reelle leder og magtfulde formand for finansudvalget.

Statskassen blev nu systematisk lænset og enhver reformlovgivning standset, indtil folketingsparlamentarismen var gennemført. Da dette skete ved Systemskiftet i 1901, blev Christensen den virkelige regeringschef i ministeriet Deuntzer, selvom han formelt var kirke- og undervisningsminister. På dette felt indledte han bl.a. en demokratisering af kirken og gennemførte den store skolereform af 1903. Hans største opgave var tilrettelæggelsen af den nødvendige forsvarsreform. Selve reformen blev forberedt i 1902-1908 af en kommission. Til forberedelsen hørte også udskillelsen i 1905 af de forsvarsuvillige dele af partiet og Christensens dristige forsøg på gennem hemmelige samtaler mellem L.C.F. Lütken og den tyske generalstabschef i 1902-1903 og i 1906-1907 først at orientere sig om tyskernes opfattelse af Danmark og dernæst at få dem overbevist om, at Danmark i tilfælde af krig mellem England og Tyskland i det mindste ville forholde sig neutralt.

I 1905 blev han konseilspræsident og overtog samtidig begge de militære ministerier. Hans regering fortsatte Venstres reformværk, bl.a. nyordnedes den kommunale valgret og toldloven, indtil P.A. Albertis selvafsløring den 8. september 1908 i den såkaldte Albertiaffære bragte ministeriet til fald. En rigsretsdom i 1910 frifandt Christensen, men dadlede ham for, at han havde vist Alberti for stor tillid.

Han trådte herefter i baggrunden, men forblev en overmåde stærk politiker inden for Venstre. I 1909 var han i nogle måneder forsvarsminister for at gennemføre forsvarslovene. Da de forskellige Venstregrupper i 1910 samledes i partiet Venstre, blev han enstemmigt valgt til formand. Han ville dog ikke indtræde i ministeriet Klaus Berntsen, men fældede i 1913 sit eget partis ministerium, fordi han fandt dets grundlovsforslag for vidtgående. I 1916-1918 var han kontrolminister for Venstre i ministeriet C.Th. Zahle og i 1920-1922 kirkeminister i ministeriet Niels Neergaard.