Junigrundloven

© Rigsarkivet

Forsiden af Junigrundloven af 1849 med Frederik 7.s monogram.

Junigrundloven, Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1849, Danmarks første frie grundlov; markerer overgangen fra enevælde (iht. Kongeloven af 1665) til repræsentativt folkestyre. Den nugældende Grundlov af 1953 går i opbygning og indhold tilbage til Junigrundloven (se Danmarks Riges Grundlov).

I 1848 udarbejdede D.G. Monrad på vegne af Martsministeriet et grundlovsudkast, som blev kritisk gennemlæst og redigeret af Orla Lehmann. Udkastet blev behandlet og med små ændringer vedtaget af Den Grundlovgivende Rigsforsamling den 25. maj 1849, og den 5. juni 1849 underskrev Frederik 7. den nye grundlov.

Junigrundloven byggede ligesom sine forbilleder, den belgiske og den norske grundlov fra hhv. 1831 og 1814, på Montesquieus lære om magtens deling mellem den udøvende magt (kongen/regeringen), den lovgivende magt (Rigsdagen) og den dømmende magt (domstolene). Magtbalancen var dog forskudt til fordel for kongen, som kunne opløse Rigsdagen, mens Rigsdagen ikke kunne vælte regeringen. Kongen kunne udstede foreløbige, provisoriske, love, når Rigsdagen ikke var samlet. Kongen var ansvarsfri, og lovene blev først gyldige, når hans underskrift ledsagedes af den ansvarlige ministers. Dommere kunne ikke afskediges af regeringen.

Junigrundloven indførte de såkaldte frihedsrettigheder, dvs. religions-, trykke-, forenings- og forsamlingsfrihed, grundlovsforhør samt boligens og ejendomsrettens ukrænkelighed. Ligeledes blev den almindelige værnepligt og retten til offentlig forsørgelse og fri skolegang for ubemidlede grundlovsfæstet. En række løfteparagraffer varslede love om bl.a. folkekirken, retsvæsenet og næringsfriheden. Pga. Treårskrigen 1848-51 kom Junigrundloven aldrig til at gælde for Slesvig.

Rigsdagens to kamre, Folketinget og Landstinget, fik hhv. 100 og 51 medlemmer, og valgreglerne gjorde Junigrundloven til samtidens mest demokratiske grundlov. Valgret til Folketinget havde alle uberygtede mænd, der var fyldt 30 år og havde egen husstand, og man var valgbar fra 25-års-alderen; til Landstinget var der indirekte valg ved valg af valgmænd, og medlemmerne skulle være fyldt 40 år og have en ret høj indtægt.