Karl Immanuel Nielsen Eskelund
Karl I. Eskelund var en dansk jurist, diplomat og kontorchef. Desuden var han leder af pressecensuren under 2. Verdenskrig.
Efter en karriere som journalist for Politiken blev Eskelund på opfordring fra udenrigsminister P. Munch chef for Udenrigsministeriets Pressebureau i 1938. Det var ikke nyt for Eskelund at arbejde med administration, da han siden 1930 havde været formand for Københavns journalistforbund.
Da den danske regering i oktober 1939 etablerede ”Udenrigsministeriets og Ministeriet for offentlige Arbejders Udvalg for Telegrafcensuren”, som udførte overvågningen af telefonien og telegrafien under krigen, fik Eskelund ansvaret for pressecensuren.
Eskelund samarbejdede i censurudvalget med kontorchef i Post- & Telegrafvæsenet Martin Gredsted, som havde ansvaret for resten af censuren. De to havde absolut autoritet i spørgsmål om censuren.
Fra 9. april 1940 var det Eskelund, der gennemførte de tyske krav om, at den skrevne presse og radioen ikke måtte bringe antitysk propaganda eller offentliggøre forhold, som kunne skade de tyske interesser.
Eskelund forsøgte hele tiden at finde løsninger, som imødekom pressen og det korresponderende publikum. Det samme fik ham imidlertid i konflikt med Martin Gredsted, som ofte valgte den strengeste løsning ud fra parolen "hellere være for streng end at miste tyskernes tillid".
Efter den 29. august 1943, hvor besættelsesmagten indførte militær undtagelsestilstand og tysk kontrolleret pressecensur, beordrede tyskerne, at Eskelund ikke længere måtte sidde i censurudvalget. Han forblev dog mellemmand mellem den direkte tyske pressecensur og de danske medier.
Arbejdet med at censurere pressen gjorde Eskelund upopulær blandt folk fra modstandsbevægelsen. Jævnligt blev han hængt ud i den illegale presse med betegnelser som "Hr. Luskelund", "mere tysk end tyskerne selv", "Gnomen i Udenrigsministeriet", og som en kollaboratør, der "svinebinder og ensretter vor påståede frie presse".
På trods af kritikken fortsatte Eskelund som chef for Pressebureauet de første måneder efter befrielsen i maj 1945. Han kom derfor også til at medvirke til den pressecensur, som de allierede indførte i Danmark efter befrielsen.
Eskelunds udførelse af den vanskelige censuropgave aftvang respekt fra politisk side, og i 1945 blev han generalkonsul i Wellington, New Zealand. Han blev derved den første journalist, som fik ambassadørrang.
I 1950 blev han leder af den danske mission hos de allierede højkommissærers råd i Bonn; i 1951 gesandt i Prag; i 1956 leder af den danske delegation ved FN i New York. Fra 1958 var han ambassadør i Beograd samt gesandt i Bukarest og Sofia (1958-1960).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.