Faktaboks

M.P. Friis

Michael Petersen Friis

Født
22. oktober 1857
Død
20. april 1944

M.P. Friis var en dansk embedsmand. Han var leder af forretningsministeriet i april-maj 1920.

Friis arbejdede indtil 1890 med journalistik og var bl.a. redaktionssekretær på Dagbladet fra 1883 til 1889. Han støttede kvinders krav om valgret og skrev endvidere en række konservative politiske pjecer. Friis' karriere lå dog især i Justitsministeriet, hvor han i 1904-1911 var departementschef og i 1911-1923 leder af Overformynderiet.

Under 1. Verdenskrig var han konstitueret departementschef i Justitsministeriet og i 1916-1919 en højt respekteret formand for Den Overordentlige Kommission, der var nedsat i 1914 i henhold til Augustlovene. De store partier kunne derfor under Påskekrisen i 1920 enes om ham som leder af det forretningsministerium, som afløste det kortvarige uparlamentariske ministerium Liebe.

I sine senere år arbejdede Friis med kirkehistorie og var formand for Overfredningsnævnet fra 1928 til 1936 og for Københavns Forligskommission fra 1929 til 1943.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig