Ove Rode

Ove Rode, 31.8.1867-11.7.1933, dansk politiker og journalist; bror til Helge Rode, barnebarn af Orla Lehmann. Slægtskabet med Orla Lehmann og de dermed følgende udstrakte forbindelser i Danmark og Norge gav Rode usædvanlige forudsætninger for at kunne spille en rolle i sin samtid, og han blev en af de journalistiske og politiske forgrundsfigurer i årene op til ca. 1920.

Rode boede i Norge fra 1879, men vendte efter studentereksamen og filosofikum i 1886 tilbage til København, hvor han levede et bohemeliv og skrev letbenet journalistik i dagbladet København, siden i Politiken. Han skrev desuden en række skuespil og digte, men erkendte efter 1900, da hans betydelige arv var opbrugt, at det ikke var i kunsten, hans fremtid lå.

I Politiken stod Rode først i skyggen af Edvard Brandes, men da Brandes ved udgangen af 1904 forlod bladet, blev Rode politisk redaktør. I de samme år havde han fået fodfæste i den radikale bevægelse; han spillede en stor rolle ved udformningen af Det Radikale Venstres partiprogram i 1905 og udøvede som lederskribent i Politiken en betydelig indflydelse. Især vandt han i 1908 anerkendelse for sine artikler mod den senere bedrageridømte P.A. Alberti.

Rode var MF 1909-27 og De Radikales ordfører 1920-27. Som indenrigsminister 1913-20 fik han med vedtagelsen af Augustlovene i 1914 en uhørt magt over varehandel og priskontrol, iværksat for at sikre en ligelig fordeling af krigstidens begrænsede resurser. Med uopslidelig energi styrede han området, men pådrog sig også oppositionens og erhvervslivets vrede over det "rodeske regimente". Rode spillede en stor rolle under Statslånskrisen 1919 og Påskekrisen 1920. Derefter trådte han i baggrunden og nedlagde i 1927 sit folketingsmandat for at blive chefredaktør på Politiken; i de sidste år var han svækket af sygdom.