P. Knudsen

Knudsen var handskemager og blev i 1868 medlem af den liberale Arbejderforening af 1860. Som soldat oplevede han i 1872 Slaget på Fælleden og tilsluttede sig kort efter den unge socialistiske bevægelse.

I 1875 tog han initiativ til stiftelsen af Handskemagernes Fagforening, der året efter indgik i et nordisk handskemagerforbund med ham selv som formand; fra 1898-1903 var han formand for det nystiftede Handskemagerforbundet i Danmark.

Midt under arbejderbevægelsens dybe krise efter Louis Pios og Paul Geleffs udvandring til USA blev Knudsen i 1882 valgt til forretningsfører, dvs. formand, for Socialdemokratiet, og ud fra næsten ingenting lykkedes det ham at opbygge et stort landsdækkende parti.

Som næstformand i De Samvirkende Fagforeninger i København i perioden 1886-1898 og for De Samvirkende Fagforbund i Danmark i 1898-1909 fik han endvidere afgørende indflydelse på etableringen af et tæt samspil mellem parti og fagbevægelse. Knudsen var medlem af Landstinget i 1890 og MF fra 1898-1901 og 1903-09; han blev i 1897 indvalgt i Københavns Borgerrepræsentation og blev i 1902 rådmand og i 1909 borgmester for 3. afdeling.

Uden nogen videre boglig uddannelse udviklede Knudsen sig til en habil socialstatistiker; han lavede bl.a. den banebrydende undersøgelse af by- og landarbejdernes livsvilkår Sygeforsikring og Alderdomsforsørgelse (1888) og medvirkede ved udformningen af mange vigtige sociallove, således loven om anerkendte arbejdsløshedskasser i 1907.

Efter sin tiltrædelse som partiformand tilegnede Knudsen sig marxismen og iværksatte udgivelsen af en række socialistiske klassikere. Politisk tilhørte han Socialdemokratiets moderate fløj, hvilket også kom til udtryk på mange kongresser i Anden Internationale.

Han var umådelig flittig, krævede høj disciplin og var ubønhørlig over for politisk-organisatoriske afvigelser, således bl.a. i opgøret med den "revolutionære" fløj i 1889.

Peter Knudsen stod for centraliseret enhed i arbejderbevægelsen; han var en tør, men effektiv organisator og praktiker, og ingen anden enkeltperson har haft så stor betydning for arbejderbevægelsen i dens opbygningsfase.

• fagbevægelsen
• Socialdemokratiet
• arbejderbevægelsen i Danmark