Socialreformen af 1933 var et socialpolitisk lovkompleks, der blev gennemført af Stauning-regeringen som en del af Kanslergadeforliget og trådte i kraft den 1. oktober 1933.
Steinckes socialreform
Socialreformen var først og fremmest en omfattende systematisering af den gældende sociallovgivning, der blev samlet og forenklet i fire nye love. Samtidigt udvidede reformen det sociale sikkerhedsnet og befolkningens rettigheder.
Socialreformens fader, socialdemokraten Karl Kristian Steincke. Udateret fotografi.
Hovedarkitekten bag reformen var socialminister K.K. Steincke (1880-1963) fra Socialdemokratiet, der allerede i 1912 i bogen Almisser eller Rettigheder og siden i Fremtidens Forsørgelsesvæsen fra 1920 havde formuleret grundtankerne i sin vision for en ny sociallovgivning.
Steincke var kritisk over for det gamle forsørgelsesvæsen. Han ønskede at gøre op med dets almissetanke, hvor fattighjælp uddeltes af kommunerne efter et individuelt skøn af behov. Det var uværdigt, mente Steincke, og for den enkelte borger betød modtagelse af fattighjælp i mange tilfælde bortfald af basale rettigheder såsom valgret.
I stedet for almissetanken skulle sociallovgivningen baseres på et rettighedsprincip, hvor staten skulle påtage sig ansvaret for sine borgeres forsørgelse, så man fremover havde ret til understøttelse i tilfælde af sygdom, arbejdsløshed, uføre eller alderdom.
Samtidigt ønskede Steincke dog at holde fast i princippet om selvhjælp. For at opnå retten til hjælp skulle den enkelte borger aktivt hjælpe sig selv ved at bidrage økonomisk til fx arbejdsløsheds- og sygeforsikring.
Steinckes idéer blev snart socialdemokratisk politik, og da Socialdemokratiet sammen med Det Radikale Venstre i 1929 igen fik regeringsmagten, fremsatte regeringen samme år og igen i 1930 et Lovforslag om offentlig Forsorg m.m., der i store træk havde samme indhold som den senere reform.
I sin forelæggelsestale i Folketinget i oktober 1930 beskrev Steincke sociallovens princip som “humant, men ikke blødsødent, fast, men ikke brutalt, demokratisk, men ikke demagogisk, radikalt og konservativt i den Blanding, der efter min bedste Opfattelse er nødvendig, hvis man ikke til sidst skal ende i Reaktion eller Bolschevisme. Det tager Afstand baade fra den Pladderhumanisme, der kvalmer, og fra den kolde Forstandsegoisme, der isner.”
Den nye sociallovgivning skulle med andre ord også fungere som et værn mod revolution, ganske enkelt ved at holde hånden under befolkningen økonomisk og socialt i svære krisetider, så de ikke vendte sig mod autoritære bevægelser.
Reformen blev dog både i 1929 og 1930 nedstemt i Landstinget, hvor de borgerlige partier havde flertallet.
K.K. Steincke sammen med statsminister Thorvald Stauning og Venstres forhandlingsleder Oluf Krag under forhandlingerne, som i januar 1933 førte til Kanslergadeforliget.
I 1931 ramte følgerne af den globale økonomiske krise, der fulgte i kølvandet på børskrakket på Wall Street i 1929. Det skabte politisk momentum for reformer, der kunne afbøde krisens sociale virkninger for befolkningen.
Mens arbejdsløsheden toppede med over 30 procent i januar 1933 og en forestående storkonflikt på arbejdsmarkedet truede, lykkedes det regeringen at indgå et forlig med Venstre, der blandt andet betød, at det borgerlige oppositionsparti ikke ville stemme imod socialreformen i Landstinget. Dermed var vejen banet for dens gennemførelsen.
Socialreformen indebar, at den gældende sociallovgivning – i alt 55 love – blev samlet i fire nye love:
Lov om Arbejdsanvisning og Arbejdsløshedsforsikring var allerede blevet gennemført det foregående år og indebar bl.a. en forlængelse af den periode, hvor en arbejdsløs kunne modtage dagpenge, til 200 dage, før man blev henvist til offentlig forsorg.
Lov om offentlig Forsorg afløste Fattigloven af 1891 (se fattigvæsen) og betød, at såkaldt særhjælp og kommunehjælp for de flestes tilfælde afløste fattighjælpen, der indebar tab af visse rettigheder, herunder valgretten og retten til at gifte sig.
Lov om Folkeforsikring indebar, at staten øgede sit tilskud til de eksisterende sygekasser, ligesom sygekassens hjælp blev tilpasset indtægten. De eksisterende ordninger om invalideforsikring og aldersrente blev desuden lagt ind under samme lov.
Lov om Forsikring mod Følger af Ulykkestilfælde (arbejdsulykkeforsikring) betød, at arbejdsgiverne skulle tegne obligatoriske ulykkesforsikringer for sine medarbejdere mens statens tilsyn med disse blev skærpet gennem oprettelsen af Direktoratet for Ulykkesforsikringer. Desuden blev erstatningerne for ulykker forhøjet, og som noget nyt blev erhvervssygdomme også gjort erstatningspligtig.
Samtidig betød de nye love, at den kommunale administration af sociallovgivningen forenkledes, og for borgerne blev det mere gennemskueligt, hvilken form for hjælp man var berettiget til. Der blev indført faste takster, og nogle takster, bl.a. aldersrenten og invaliderenten, blev pristalsreguleret, så de fulgte prisudviklingen i samfundet.
Endelig forøgede staten sit tilskud til kommunernes sociale udgifter, og en mellemkommunal refusion betød en udligning af udgifterne mellem kommunerne.
Mange af 1930'ernes kriseramte danskere fik forbedret deres muligheder for at søge om offentlig forsørgelse og slap for det tab af rettigheder, som fattighjælpen førhen indebar. Og reformen var desuden med til at styrke kommunernes evne til at yde hjælp til de mange socialt udsatte.
Omvendt indebar den nye sociallovgivning ikke en fuldstændig afskaffelse af fattighjælpen med dens retsvirkninger, selvom loven om offentligt forsorg begrænsede den stærkt. En række særligt udsatte grupper: hjem- og subsistensløse, prostituerede, alkoholikere og de såkaldt forsømmelige forsørgere kunne fortsat modtage fattighjælp, hvis kommunerne vurderede, at deres situation var selvforskyldt.
Indførelsen af et mere stringent, rettighedsbaseret socialvæsen betød, at de ændringer, som Socialreformen fra 1933 bragte med sig, af eftertiden er blevet opfattet som begyndelsen på den moderne socialstat. Efter 2. Verdenskrig udviklede det sociale sikkerhedsnet, der med Socialreformen var blevet kraftigt styrket, sig til det, vi i dag kender som velfærdsstaten.
Samtidig rummede både Steinckes vision og den lovgivning, der fulgte med Socialreformen, en form for samfundsorganismetanke, der var inspireret af eugenikken (også kaldet racehygiejne). I Fremtidens Forsørgelsesvæsen (1920) havde Steincke talt om "det sociale minimums politik".
Den indebar, at staten var socialt og etisk forpligtet til at tage sig af borgere med medfødte fysiske eller intellektuelle funktionsnedsættelser (af Steincke betegnet som "abnorme" eller "defekte"). Samtidig havde staten så omvendt ret og pligt til at begrænse deres reproduktion og mulige arvemæssige videreførelse af disse "defekter" gennem institutionalisering, ægteskabsforbud og sterilisation. Det skulle føre til en såkaldt "raceforbedring" til gavn for samfundet.
Socialdemokratiet og K.K. Steincke blev fra 1929 og op gennem 1930'erne drivkraften bag gennemførelsen af vidtgående eugenisk lovgivning, der gik hånd i hånd med tankerne i Socialreformen.
I 1929 vedtog Folketinget Lov om Adgang til Sterilisation, der gjorde det muligt at sterilisere de såkaldt "psykisk abnorme", blandt andet intellektuelt funktionsnedsatte (dengang kaldt "åndssvage"), alkoholikere og epileptikere samt "moralsk defekte" – kvinder og mænd, der vurderedes at have en abnorm seksualdrift, at være vaneforbrydere eller lignende.
Socialreformens Lov om offentlig Forsorg indførte en indberetningspligt for læger, præster, lærere og kommunale embedsmænd, der skulle indberette intellektuelt funktionsnedsatte til myndighederne, så de kunne anbringes på store, landsdækkende anstalter – noget kommunerne fik økonomisk støtte til.
Endelig vedtoges i 1934 en ny Lov om Foranstaltninger vedrørende Aandssvage, der bl.a. skærpede tvangsbestemmelserne i sterilisationsloven, Svangerskabsloven af 1937, der gjorde det muligt at afbryde graviditet samt Ægteskabsloven af 1938, der forbød psykisk syge, intellektuelt funktionsnedsatte, såkaldte psykopater, alkoholikere og epileptikere at indgå ægteskab.
Alle disse love bragte både forbedringer af statens mulighed for at drage omsorg for den enkelte borger gennem moderne forsorgsvæsen, men også nogle i eftertidens lys stærkt problematiske, eugeniske tvangsmidler, der byggede på til dels fejlagtige videnskabelige antagelser om arvelighed. I praksis var det en del af socialreformens biopolitiske ambition om at hæve folkesundheden, hvor der til gengæld ikke var plads til de "abnorme."
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.