Socialreformen af 1933

Socialreformen af 1933, socialpolitisk lovkompleks. Socialreformen, der blev gennemført som en del af Kanslergadeforliget, var en omfattende systematisering og ændring af den hidtil gældende sociale lovgivning, der samledes i fire love: Lov om Arbejdsanvisning og Arbejdsløshedsforsikring, som var vedtaget året før, drejede sig bl.a. om støtte til såkaldte fortsættelseskasser for derved at forlænge den tid, arbejdsløse kunne få støtte, før de måtte ty til kommunehjælp. Lov om offentlig Forsorg, der afløste Fattigloven af 1891 (se fattigvæsen) og hjælpekasserne, så særhjælp og kommunehjælp i de fleste tilfælde kunne træde i stedet for det nederste trin, fattighjælpen, der indebar tab af nogle rettigheder, fx valgret. Lov om Folkeforsikring, som vedrørte sygekasserne, i hvilke alle nu skulle være medlem, de velhavende, dvs. med en indtægt over "sygekassegrænsen", dog kun ydende; derudover var invalideforsikring og aldersrenten under samme lov. Lov om Forsikring mod Følger af Ulykkestilfælde (arbejdsulykkeforsikring), betød — bl.a. ved oprettelsen af Direktoratet for Ulykkesforsikringer — en styrkelse af det statslige tilsyn med de obligatoriske arbejdsgiverforsikringer. Erstatninger blev forhøjet, og som noget nyt medførte erhvervssygdomme erstatningspligt.

Grænserne mellem støttemulighederne blev defineret, så det var klart, hvilken form for støtte man var berettiget til, og sikrede, at der ikke blev ydet hjælp fra flere kasser på én gang. Nogle takster, fx aldersrenten og invaliderenten, blev pristalsreguleret. En kompliceret kommunal administration forenkledes, bl.a. ved at faste takster trådte i stedet for skøn. Herved formindskedes præget af almisse, og retsprincippet vandt frem. Endelig forøgedes statens tilskud til kommunernes sociale udgifter, og den mellemkommunale refusion fordelte de sociale udgifter mere ligeligt mellem kommunerne. Socialminister K.K. Steinckes navn er med rette knyttet til lovkomplekset, der var et betydeligt skridt frem mod velfærdsstaten.