Thøger Thøgersen, 1885-1947, dansk politiker. Thøgersen, der var udlært saddelmager, blev som aktiv militærnægter ekskluderet af Socialdemokratiet i 1914. Han var formand for Socialistisk Arbejderparti 1918-19 og blev idømt forbedringshus efter de store demonstrationer i 1918. 1920-30 var han med i DKPs ledelse, fra 1928 som partiformand. Pga. modsætninger i partiledelsen, især i forhold til Aksel Larsen, opholdt han sig 1931-36 i Sovjetunionen. Efter arrestation og internering i Horserødlejren i 1941 blev han i 1943 sendt til kz-lejren Stutthof. Han døde af sine men herfra.