Faktaboks

Viggo Hørup

Viggo Lauritz Bentheim Hørup

Født
22. maj 1841
Død
15. februar 1902
Viggo Hørup
Portræt af Viggo Hørup

Viggo Hørup var en dansk politiker og redaktør. Viggo Hørup, der var søn af en nordsjællandsk landsbylærer, blev cand.jur. fra Københavns Universitet i 1867. Han besluttede sig tidligt for en politisk løbebane, og efter et forgæves forsøg på at blive valgt i 1872 blev han i 1876 MF for Venstre, valgt i Køgekredsen. I 1873 var han blevet tilknyttet den københavnske venstreavis Morgenbladet.

Viggo Hørup kom hurtigt frem i første række inden for Venstre og markerede sig i 1877 som Folketingets anklager i rigsretssagerne mod C.C. Hall og A.F. Krieger; de anklagede blev dog frifundet. I den tilspidsede konflikt mellem regeringen og Venstre fra slutningen af 1870'erne søgte Hørup konfrontation i en dobbelt kamp dels mod Estrup, dels mod Frede Bojsens nationalt indstillede, grundtvigske fløj af Venstre, der ønskede en tilnærmelse til det moderate Højre. Hørup allierede sig med brødrene Georg og Edvard Brandes og søgte længst muligt at holde venstrelederen Christen Berg på skarp konfrontationskurs, væk fra Bojsens moderate linje.

I 1883 indledte Viggo Hørup sin kamp mod "militarismen" som idé og rent konkret i form af planerne om Københavns befæstning, og da han under en folketingsdebat om forsvarsbevillingerne spurgte "Hvad skal det nytte?", kom det til et brud med Berg.

Hørup stod herefter som leder af det såkaldte europæiske Venstre, der fik dagbladet Politiken, oprettet 1.10.1884 af Hørup, Edvard Brandes og Herman Bing, som talerør. Som de øvrige venstreførere måtte han imidlertid erkende, at "visnepolitikken" og den voldsomme agitation mod Estrup midt i 1880'erne ikke havde bragt resultater.

Da valget i 1887 gav Højre fremgang, indledte Hørup forligsforhandlinger om Finansloven, sidst på året under den landbrugsprotektionistiske parole "Rent land" med forslag om forbud mod fremstilling af margarine i Danmark, men forhandlingerne førte ikke til noget og svækkede derfor Hørups position.

I 1890 allierede Viggo Hørup, der nu stod som repræsentant for det radikale København, sig atter med Berg, men da Berg døde i efteråret 1891, isoleredes Hørup atter. Ved folketingsvalget i 1892 tabte han i køgekredsen til P.A. Alberti, der kandiderede for de moderate højre- og venstrekræfter.

Hørup trak sig bitter tilbage fra rigsdagspolitikken, men støttede som redaktør af Politiken loyalt Venstrereformpartiet fra 1895. Ved Systemskiftet i 1901 blev han trafikminister i den første venstreregering, mest fordi Venstres ledere ikke ville risikere at få Politiken imod sig. Kort efter blev Hørup imidlertid indlagt med en alvorlig kræftsygdom og kom derfor ikke til at spille en rolle videre frem.

Rigsdagspolitisk opnåede Viggo Hørup kun lidt, men hans virke rakte ud over rigsdagspolitikken. Han satte sig op mod den herskende nationalliberale og grundtvigske kultur, bekæmpede militarismen og appellerede til bøndernes selvfølelse. Som skribent og taler udviklede han en realistisk underfundig, tilsyneladende simpel, men dog raffineret stil, der satte nye mål for dansk politisk journalistik.

Som redaktør af Politiken 1884-1901 tog Hørup ringe del i bladets daglige ledelse, men han samlede ved sin på én gang afmålte personlighed og dragende udstråling en kreds af beundrende elever og tilhængere.

Viggo Hørup kom som person mere end nogen anden til at danne skel mellem tiden før og efter 1864. Det Radikale Venstre dannedes i 1905 i høj grad på arven fra Hørup, og hans antimilitarisme rakte langt ind i 1900-tallets danske politik.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig