Selv om Werner Best var en af hovedkrigsforbryderne, begrænsede hans straf under retsopgøret sig til seks år og tre måneders fængsel – heraf mere end fem år som varetægtsarrestant. Det var der flere grunde til.
For det første var han ikke blandt de nazistiske topfolk, der blev tiltalt ved Nürnbergprocessen, fordi hans sag var for uoplyst og kompliceret til, at det stod klart, hvilken dom der kunne ventes. Hans karriere i 1930'erne var tysk indenrigspolitik og hørte dermed ikke under domstolen, hans ledelse af Einsatz-grupperne i Polen i 1939 var helt ukendt, og billedet af hans rolle i de franske jødedeportationer var vagt.
Da sagen endte i Danmark i marts 1947, kom sagen alene til at handle om Bests gerninger i Danmark, fordi det lille og stærkt overbelastede danske retsvæsen var ude af stand til at gennemskue de internationale perspektiver. Forinden havde han siddet i forskellige tyske fængsler.
Han erhvervede sig en vis status ved at blive indkaldt som ekspertvidne – først for Nürnberg-tribunalet fra august 1946 til begyndelsen af 1947, i kraft af sin viden om Gestapos interne struktur, dernæst i april 1948 ved tribunalets sag mod det tyske udenrigsministeriums topfolk, i kraft af sin politiske post i det besatte Danmark. Under opholdene i vidnefløjen i Justitspaladset i Nürnberg havde Werner Best på grund af ulåste celledøre lejlighed til frit at kommunikere med de andre vidner, der ofte selv var under anklage i andre sager. Perioden gav ham rig lejlighed til at gennemtænke sit forsvar og koordinere forklaringer.
I Københavns Byret blev Werner Best dømt til døden i september 1948, i juli 1949 ændrede Østre Landsret dommen til fem års fængsel, hvorefter Højesteret i marts 1950 forhøjede straffen til 12 års fængsel.
Den opsigtsvækkende forskel skyldtes, at byretten dømte ham for at have iværksat Jødeaktionen, mens landsretten godtog Bests forklaring, som gik ud på, at han sendte anmodningen til Berlin pro forma for at foregribe, at han selv fik ordre til at gennemføre en aktion, som han angivelig vidste, allerede var besluttet i Berlin. Et vidne, der i 1943 havde været embedsmand i Auswärtiges Amt – det tyske udenrigsministerium – støttede Werner Best med en forklaring om, at Best underhånden gennem en telefonopringning fra Tyskland var blevet orienteret om beslutningen.
I 1960'erne viste undersøgelser af ministeriets arkiver af den israelske historiker Leni Yahil imidlertid, at der ikke var truffet nogen beslutning, før Werner Best afsendte sin anmodning om tilladelse til en jødeaktion den 8. september 1943. Samtidig med Werner Bests retssager i København blev sagen i Nürnberg mod topfolkene i Auswärtiges Amt afsluttet. Det skete med relativt milde fængselsstraffe – bl.a. på grundlag af Werner Bests vidneudsagn.
Efter højesteretsdommen blev Werner Best indsat i Horsens Statsfængsel. Herfra virkede han åbenlyst for løsladelse af de tyske fanger i danske fængsler. Det skete via udsendinge fra det tyske justitsministerium, som efter Forbundsrepublikken Tysklands dannelse i 1949 arbejdede for frigivelse af tyskere, der sad i fængsel i andre lande. Det skete med støtte i en stærk folkestemning i Vesttyskland, hvor retsopgør mod nazistiske krigsforbrydere netop i disse år blev betragtet som 'sejrherre-justits'.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.