arbejderbevægelsen i Danmark

”Partiet” er først og fremmest Socialdemokratiet, der som det klart største parti har været dominerende inden for den samlede bevægelse og som også har brugt betegnelsen arbejderbevægelse som synonym med den socialdemokratiske bevægelse. Traditionelt regnes resten af venstrefløjens partier, der historisk udløber af Socialdemokratiet, også med, dvs. partier som Danmarks Kommunistiske Parti, Socialistisk Folkeparti, Venstresocialisterne, Enhedslisten m.fl., herunder de politiske ungdomsorganisationer.

Fagbevægelsesdelen af arbejderbevægelsen har historisk først og fremmest bestået af LO (Landsorganisationen i Danmark) og dets medlemsforbund, hvor af nogle af de største i dag er 3F, Dansk Metal, HK og FOA. Næsten alle LO-forbund har gennem tiden været domineret af socialdemokrater på de ledende poster, og fra 1898 til 1995 havde Socialdemokratiet og LO gensidig repræsentation i hinandens ledende organer. Siden da er der taget flere skridt i retning af større uafhængighed. I 2002 stoppede LO den direkte, økonomiske støtte til Socialdemokratiet. I 2019 fusionerede LO med FTF og ændrede navn til FH (Fagbevægelsens Hovedorganisation).

Arbejderkooperationen i Danmark tog sin spæde begyndelse allerede i 1850’erne, men fra 1870’erne agiterede den nye socialistiske arbejderbevægelse for oprettelse af egne produktionsforeninger. Med konsolideringen af arbejderbevægelsen i 1880’erne oprettedes virksomheder som med tiden fik stor betydning i de største byer og på landsplan, fx Arbejdernes Andels-Boligforening (1912), Arbejdernes Landsbank (1919) og Alka (1944). I 1922 oprettedes Det Kooperative Fællesforbund, som i 2004 blev lagt sammen med Byggefagenes Kooperative Landssammenslutning (1938) til Kooperationen. I 1996 ophævede Socialdemokratiet de formaliserede bånd til de kooperative virksomheder, der i højere grad skulle drives på markedsvilkår.

Udover de nævnte, klassiske typer af organisationer inden for de tre grene af arbejderbevægelsen, har der eksisteret et hav af tilknyttede organisationer af forskellig slags, så som lejerorganisationer, børne- og ungdomsorganisationer, fx DUI – Leg og Virke, dagblade og fagpresse, fx A-pressen, samt en række kulturelle organisationer som oplysningsforbundet AOF, Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv og Arbejdermuseet, og hjælpeorganisationer, fx ASF-Dansk Folkehjælp.

Den danske arbejderbevægelses historie kan inddeles i en række faser: første fase, 1840'erne-ca. 1880, der var arbejderbevægelsens etableringsfase; anden fase, 1880-1920, hvori organisationsstrukturerne blev fastlagt, og Socialdemokratiet blev opbygget; tredje fase, 1920-45, hvori arbejderbevægelsen med Socialdemokratiet i spidsen blev en ledende politisk og social kraft; fjerde fase, 1945-73, hvori den socialdemokratiske arbejderbevægelse formulerede – og i store træk gennemførte – et omfattende velfærdsprogram; femte fase, 1973-1990’erne, hvor arbejderbevægelsen i tiltagende grad mistede opbakning og indflydelse, og hvor de formelle bånd mellem arbejderbevægelsens tre grene blev brudt i slutningen af perioden; samt en sjette fase, 2000-, hvor der stadig er netværk og personsammenfald på tværs af parti, fagbevægelse og kooperation, men hvor tendensen til langsomt at glide politisk fra hinanden ser ud til at fortsætte.

I den første fase indtil ca. 1880 gjorde arbejderne de første erfaringer med organisationsdannelse og strejker. Perioden var en brydningstid mellem forskellige organisationsformer og ideologiske retninger. Side om side fandtes dels de gamle lav, som fortsat eksisterede, dels borgerlige arbejderforeninger, af hvilke den største, ledet af C.V. Rimestad, var Arbejderforeningen af 1860, og dels socialistiske organisationer, inden for hvilke Frederik Dreier allerede i begyndelsen af 1850'erne argumenterede for dannelsen af et selvstændigt arbejderparti. Gennem den lille radikal-demokratiske Kjøbenhavns Arbejderforening etableredes i midten af 1860'erne de første kontakter til Første Internationale (se Internationaler).

Den socialistiske arbejderbevægelse blev grundlagt i 1871 på initiativ af Louis Pio. I Socialistiske Blade, 1-2 (1871) argumenterede han for, at arbejderne skulle frigøre sig fra de borgerlige ledere og organisere sig selvstændigt.

På et stort arbejdermøde 15. oktober 1871 stiftedes Den Internationale Arbejderforening for Danmark som en afdeling af Første Internationale. Den blev opbygget som en enhedsorganisation af faglige sektioner og et politisk parti. Herfra organiseredes en strejkebevægelse samt politiske manifestationer, hvoraf den kendteste blev Slaget på Fælleden 5. maj 1872.

Inden da var arbejderbevægelsens ledere, Louis Pio, Paul Geleff og Harald Brix, blevet arresteret. I august 1873 blev de idømt lange fængselsstraffe for højforræderi, og Den Internationale Arbejderforening blev forbudt.

Herefter opbyggede arbejderne nye fagforeninger, hvis ledelse fortsat fungerede som et politisk parti. Idémæssigt var bevægelsen præget af brydninger mellem Ferdinand Lassalles og Karl Marx' teorier, hvilket bl.a. ses i Gimleprogrammet fra 1876. Lassalle havde i sine teorier fjernet sig fra de marxistiske idéer om magtovertagelse gennem revolution og proletariatets diktatur og mente, at man i stedet måtte søge sine mål gennem parlamentarisk arbejde, dvs. samfundsændringer gennem reformer.

Pio, Geleff og Brix blev løsladt i 1875, hvorefter arbejderbevægelsen oplevede en kortvarig opblomstring. En ny krise satte ind i 1877, da Pio og Geleff finansieret af myndighederne rejste til Amerika. I de sidste år af 1870'erne var arbejderbevægelsen på kanten af et sammenbrud.

I tiden fra ca. 1880 oplevede arbejderbevægelsen en kraftig ekspansion, bl.a. på baggrund af et opsving i erhvervslivet særlig inden for byggesektoren. Bevægelsen blev reorganiseret og integreret i det parlamentariske politiske demokrati.

Udgangspunktet var en organisatorisk adskillelse af faglige og politiske organisationer, hvilket skete 11. februar 1878 ved dannelsen af en særskilt partisammenslutning under navnet Det Socialdemokratiske Forbund. Et tæt og formaliseret samarbejde mellem den faglige og den politiske side af bevægelsen fortsatte imidlertid. Dermed var strukturerne for arbejderbevægelsens opbygning fastlagt helt frem til nutiden.

Mellem 1880 og 1898 blev fagbevægelsen etableret i alle byer med fagforeninger for hvert fag. Fra slutningen af 1880'erne dannedes sammenslutninger i form af ca. 50 landsdækkende fagforbund, der omkring 1900 organiserede omtrent halvdelen af de faglærte arbejdere, hvilket var den højeste organisationsgrad i verden.

Lokalt sammensluttedes fagforeningerne på tværs af fagene i fællesorganisationer. Som følge af organiseringen efter fag og uddannelse organiserede de ufaglærte sig i henholdsvis Dansk Arbejdsmandsforbund (oprettet 1896-97, fra 1974 Specialarbejderforbundet i Danmark, SiD) og Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark (KAD, landsdækkende fra 1898). I 1898 stiftedes den landsdækkende hovedorganisation De samvirkende Fagforbund (DsF, fra 1959 Landsorganisationen i Danmark, LO).

Fagbevægelsens opbygning foregik gennem en lang serie af arbejdskampe, som kulminerede i den fire måneder lange storlockout i 1899, der afsluttedes med DsFs og Dansk Arbejdsgiverforenings indgåelse af Septemberforliget, hvis grundprincipper endnu er gældende. Fagbevægelsen opnåede betydelig styrke som følge af en høj organisationsgrad og enhed, idet den danske fagbevægelse ikke var splittet op i forskellige politiske eller konfessionelle retninger.

Socialdemokratiet blev fra begyndelsen af 1880'erne opbygget som et landsdækkende parti under ledelse af Peter Knudsen og blev godt understøttet af en hurtigt ekspanderende partipresse med avisen Social-Demokraten i spidsen. I 1884 indvalgtes de to første socialdemokrater i Folketinget, og med en enkelt undtagelse i 1926 oplevede partiet fra midten af 1890'erne indtil 1939 en uafbrudt fremgang i stemmetal og mandater.

Efter Systemskiftet 1901 blev Socialdemokratiet i stigende grad integreret i det parlamentariske demokrati, markeret ved partiets aktive indsats i grundlovsforliget 1915 og ved forsvaret for demokratiet under Påskekrisen i 1920. De ledende i denne udvikling var F.J. Borgbjerg og Th. Stauning, der i 1910 blev valgt til forretningsfører (formand) for partiet.

I 1889 tilsluttede den danske arbejderbevægelse sig Anden Internationale, og med Gustav Bang som ledende teoretiker kom marxismen til at påvirke bevægelsen. I striden mellem revolutionære og reformister tog Socialdemokratiet i praksis parti for reformisterne.

I lighed med den internationale arbejderbevægelse blev den danske splittet som følge af revolutionerne ved slutningen af 1. Verdenskrig. Der opstod en syndikalistisk bevægelse, og i 1920 oprettedes Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), der tilsluttede sig Tredje Internationale.

Arbejderbevægelsen voksede fra 1920-1945 til en ledende politisk og social kraft. I mange byer fik Socialdemokratiet flertal, og på nationalt plan dannede partiet med Stauning som statsminister regering 1924-1926 og igen 1929-1940, denne gang i alliance med Det Radikale Venstre. Regeringen gennemførte en omfattende krise- og reformpolitik.

Socialdemokratiet udviklede sig fra klasseparti til folkeparti, og med programudtalelsen "Danmark for Folket", forfattet af Stauning i 1934, lagde partiet afstand til marxismen og til en traditionel socialistisk målsætning.

Anderledes med Danmarks Kommunistiske Parti, der som en sektion af Komintern var underlagt styret i Moskva både organisatorisk og politisk. Fra ca. 1930 overtog en ny generation af skolede kommunister ledelsen i partiet, der loyalt fulgte de skiftende meldinger fra Sovjetunionen. Under Aksel Larsens formandskab fremførte partiet således først paroler om, at socialdemokrater var socialfascister, senere i midten af 1930'erne kom den antifascitiske folkefront øverst på dagsordenen, for så at runde årtiet af med forsvar for Den Tysk-sovjetiske Ikke-angrebspagt.

Perioden var i første omgang præget af tilbagegang for fagbevægelsen. Medlemsfremgangen toppede foreløbigt i 1920 med lidt over 300.000 organiserede arbejdere, men herefter gik det hastigt den anden vej. Først i 1937 nåede man igen op på samme organisationsprocent.

Overenskomstforhandlingerne endte i første halvdel af 1920’erne i flere store lockouter og strejker, der resulterede i nederlag og markante lønreduktioner. Mest dramatisk blev det under storkonflikten i 1925, hvor en transportstrejke truede landets eksportinteresser, og den socialdemokratiske regering følte sig presset til at forberede et lovindgreb i konflikten. Det blev ikke effektueret, men det viste, at partiets indtog i regeringskontorerne tydeliggjorde interessemodsætninger internt i arbejderbevægelsen. Det første statslige indgreb kom otte år senere med Kanslergadeforliget.

Socialdemokratiet stod under Besættelsen i spidsen for samarbejdspolitikken, mens kommunisterne efter Tysklands angreb på Sovjetunionen i juni 1941 blev en væsentlig kraft i modstandsbevægelsen. Indsatsen blev efter krigen belønnet med stor opbakning til kommunistpartiet, hvilket aktualiserede spørgsmålet om en sammenslutningen af arbejderbevægelsens to fløje. De såkaldte enhedsforhandlinger i 1945 førte imidlertid ikke til nogen form for samarbejdsaftale.

DsF støttede op om samarbejdspolitikken, der bl.a. bød på vedtagelsen af Lov om Arbejdsforhold. Loven annullerede strejkeretten og det hidtidige forhandlingssystem, der blev afløst af Arbejds- og Forligsnævnet. Nævnet bestod af repræsentanter for Dansk Arbejdsgiverforening og De samvirkende Fagforbund. Målet var at holde fagbevægelsen så intakt som muligt. Strategien lykkedes, men blev i løbet krigen udfordret af en stigende utilfredshed i arbejderbefolkningen, hvilket kulminerede med Augustoprøret i 1943 og Folkestrejken i 1944.

Efter 2. Verdenskrig formulerede den socialdemokratiske arbejderbevægelse et omfattende velfærdsprogram, der i vidt omfang blev virkeliggjort under socialdemokratisk ledede regeringer fra midten af 1950'erne indtil 1970'erne. Periodens betydeligste ledere var Hans Hedtoft, H.C. Hansen og Jens Otto Krag.

Fagbevægelsens rolle som central samfundsaktør blev i samme omgang cementeret. LO fik repræsentation i en lang række af organisationer, udvalg og kommissioner, der ikke kun havde med løn- og arbejdsforhold, men også sociale, økonomiske og kulturelle forhold at gøre. Der støttede den op om en moderniseringsdagsorden om rationaliseringer og fornyelse af produktionsapparatet. Målet var at øge produktiviteten for at få råd til velfærd. Generelt var fremskridtstroen stor. Fagbladene var fyldt med artikler om, hvordan nødvendige rationaliseringstiltag skulle føres ud i livet. Kravet om arbejdernes medbestemmelse blev i 1947 til et kompromis om samarbejdsudvalg, der skulle understøtte effektiviseringen af virksomhederne.

”Stopursmanden” var dog ikke lige populær alle steder. Det øgede fokus på tempo og produktionsstigninger resulterede i konflikter som med strejken på Philips i 1954 og ved overenskomstforhandlingerne i 1956. I 1958 blev arbejderne kompenseret med en nedsættelse af arbejdstiden fra 48 til 45 timer med fuld lønkompensation. Arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationerne fortsatte i 1960'erne den fælles indsats med aftaler om arbejdsstudier, produktivitetsfremmende lønsystemer og uddannelse af rationaliseringskonsulenter. Lønnen steg støt, ligesom arbejdsmiljøet blev et vigtigt tema.

Under den kolde krig skærpedes modsætningerne mellem DKP og resten af det politiske system, inklusive Socialdemokratiet. Opbakningen svandt løbende og kulminerede foreløbigt med intern splittelse i årene efter den sovjetiske invasion af Ungarn i 1956. Mange forlod partiet eller blev ekskluderet, og i begyndelsen af 1959 grundlagde disse med Aksel Larsen i spidsen Socialistisk Folkeparti (SF), der allerede fra 1960 overtog DKP's plads i Folketinget. I 1967 forlod en stor del af SF's venstrefløj partiet og grundlagde Venstresocialisterne (VS).

I 1973 oplevede man både i Danmark og i udlandet en alvorlig energikrise som følge af boykot fra de olieproducerende lande. De dårlige konjunkturer skabte store problemer med hensyn til videreførelse af velfærdspolitikken. Det danske samfund havde fra ca. 1960 undergået store socialstrukturelle forskydninger, hvilket medførte omfattende bevægelser i vælgerskaren og en undergravning af arbejderbevægelsens hidtil solide basis i arbejderklassen.

En række nye sociale bevægelser og små venstrefløjsorganisationer opstod pga. utilfredshed med arbejderbevægelsens hidtidige politik inden for bl.a. kvinde-, miljø- og sikkerhedspolitik. I 1980'erne prioriterede arbejderbevægelsen disse områder højt.

Siden ca. 1960 har udviklingen inden for erhvervssektoren, den offentlige sektor og på arbejdsmarkedet affødt betydelige strukturelle ændringer af fagbevægelsen. Nye forbund er stiftet, især som følge af væksten af ansatte i den offentlige sektor. Mange af disse er nu organiseret i centrale organisationer som Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF) og Akademikernes Centralorganisation (AC).

Samlet udgør kvinderne nu mere end 50% af de organiserede. Som følge af nedlæggelser og sammenlægninger er antallet af forbund i LO reduceret fra 70 til 17 (2006), og forhandlingskompetencen i forbindelse med overenskomster varetages nu næsten udelukkende af karteller, som er sammenslutninger på tværs af forbundene. 1995-96 gennemførtes markante ændringer i forholdet mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen, idet de mere end 100 år gamle formelle bånd mellem disse organisationer blev opløst og afløst af uformelle kontaktorganer.

Noget tilsvarende skete i forholdet mellem partiet og arbejderkooperationen. Socialdemokratiet har oplevet en vigende vælgermæssig tilslutning blandt den traditionelle del af arbejderbefolkningen til fordel for de borgerlige partier, ikke mindst Dansk Folkeparti.

Socialdemokratiet genvandt dog i 1990'erne noget af sin tidligere styrke, bl.a. takket være stor tilslutning fra de offentligt ansatte, og partiet kunne 1993-2001 danne regering med forskellige koalitionspartnere. Der gennemførtes betydelige reformer inden for velfærdsområdet, i arbejdsmarkeds- og miljøpolitikken.

På venstrefløjen skete der i kølvandet på opbruddet i den kommunistiske verden store forandringer. DKP blev stærkt svækket og indgik i 1989 sammen med Venstresocialisterne og en række mindre grupper i Enhedslisten, som siden 1994 har været repræsenteret i Folketinget. SF har bevaret stillingen som det største parti til venstre for Socialdemokratiet, men har været præget af en del indre brydninger; fx har partiet i dag en overvejende positiv holdning til EU.

Efter valgnederlaget i 2001 har Socialdemokraterne – Socialdemokratiets nye betegnelse fra 2002 – oplevet brydninger og skift i ledelsen. Mogens Lykketoft afløste i 2002 Poul Nyrup Rasmussen som partiformand, men efter endnu et valgnederlag i 2005 trak Lykketoft sig tilbage som formand. I en heftig intern magtkamp valgte partiets medlemmer i en urafstemning Helle Thorning-Schmidt til formand. Hun har dog ikke formået at bremse den vigende tendens i vælgertilslutning, og Socialdemokraterne synes præget af en politisk-ideologisk orienteringskrise.

Også LO er under pres i årene efter 2000. Trods forsøg på at tegne en selvstændig profil i forhold til det politiske system og offentligheden mister LO's forbund mange medlemmer; i løbet af ganske få år er medlemstallet reduceret med ca. 100.000 til ca. 1,3 mio. i 2006. En del af de tidligere medlemmer søger til alternative fagorganisationer, kristne eller liberale, mens en del, navnlig yngre arbejdere helt afviser medlemskab af en faglig organisation.

• internationaler
• Socialdemokratiet
• Danmarks Kommunistiske Parti