De nationalliberale, dansk politisk gruppering, som øvede afgørende indflydelse på udviklingen i Danmark ca. 1840-70, især 1840'ernes agitation mod enevælden, overgangen til konstitutionelt styre 1848, Junigrundloven 1849 og forfatningerne 1855, 1863 og 1866; også mht. indførelse af politiske og religiøse frihedsrettigheder, næringsfrihed og ansvaret for de slesvigske krige 1848-51 og 1864 spillede de en stor rolle (se Casinomøderne, Martsministeriet, Den Grundlovgivende Rigsforsamling og Londonkonferencen 1864).

De nationalliberale var ikke organiseret som parti, men bestod overvejende af akademisk uddannede embedsmænd; deraf tilnavnet "professorpartiet".

De toneangivende nationalliberale var de "ældre" J.F. Schouw, H.N. Clausen og L.N. Hvidt og de "yngre" Orla Lehmann, D.G. Monrad, C.C. Hall og A.F. Krieger.

De skabte fra 1830'erne et netværk vha. tidsskrifter og aviser og ved personlige kontakter. Mens deres økonomiske idéer var den klassiske engelske liberalisme, var deres politiske univers præget af tysk, navnlig hegelsk tænkning. De tillagde derfor staten en betydelig rolle i samfundsudviklingen.

Det bestemte også deres holdning til demokratiet: De anså middelstanden for at være berettiget til at lede folket. Magten skulle tilhøre "de begavede, de dannede og de rige", som Orla Lehmann udtrykte det.

De mente at repræsentere helhedens interesse over for andre gruppers modstridende egeninteresser. Herved opnåede de at blive midterpartiet, som ved skiftende alliancer øvede større indflydelse end deres begrænsede vælgertilslutning berettigede.

Også deres nationale politik var dogmatisk. Da hertugdømmet Slesvig i deres øjne historisk hørte til Danmark, mente de, at grænsen skulle være Ejderen og ikke sproggrænsen i Sønderjylland (se Ejderpolitik).

Efter nederlaget i 1864 mistede de nationalliberale deres nationale vælgerbasis og gik efterhånden sammen med godsejerne i Højre.

De nationalliberale er blevet hårdt bedømt af eftertiden, med historikeren A.D. Jørgensens ord fordi de "blændede af idealernes glans følte sig kaldede til at omstøde og genføde alt". Men de er trods alle fejlgreb også blevet respekteret, fordi de uden hensyn til egen vinding holdt fast ved det, de mente var rigtigt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig