De Slesvigske Krige.

.

De Slesvigske Krige. Ottende brigades angreb ved Dybbøl 4.18.1864; maleri af Vilhelm Rosenstand fra 1894. Frederiksborgmuseet.

.

De slesvigske krige. Kampen ved Sankelmark 6.2.1864. Maleri af Niels Simonsen, 1864; Frederiksborgmuseet. Under tilbagetoget fra Dannevirke udkæmpede hærens bagtrop ved Sankelmark en hård kamp mod de forfølgende østrigere, der blev stoppet, således at hæren uhindret kunne marchere til Dybbøl. Sceneriet viser danske soldater over for østrigske husarer og infanteri. Maleriets dystre stemning afspejler den resignation og pessimisme, der prægede Danmark umiddelbart efter nederlaget.

.

De slesvigske krige er betegnelsen for de to dansk-tyske konflikter, der blev udkæmpet i årene 1848-51 og 1864. Baggrunden for krigene var de nationale og sproglige modsætninger mellem de danske og tyske befolkningsdele i det danske monarki, der efter Wienerkongressen (1814-15) foruden de oversøiske besiddelser bestod af kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg; modsætninger, som især forstærkedes fra 1830'erne.

1. Slesvigske Krig, 1848-1851

Krigen, som også kaldes Treårskrigen, var både en borgerkrig inden for rammerne af det danske monarki og en konflikt mellem Danmark og de tyske stater, der deltog som slesvig-holstenernes allierede. I et bredere perspektiv var den også international, idet stormagterne, især Rusland og Storbritannien, greb politisk ind.

I februar 1848 udbrød der revolution i Paris, og måneden efter bredte den sig til Wien og Berlin. Uroen fik den nationale konflikt mellem dansk og tysk til at bryde ud i lys lue, og ved slesvig-holstenernes indtagelse af Rendsborg 24. marts var borgerkrigen en kendsgerning.

Danmark var ikke forberedt på konflikten. Den nye nationalliberale regering, der overtog magten fra den enevældige konges ministre, valgte officeren A.F. Tscherning til krigsminister, og han igangsatte krigsforberedelserne. Infanteriet og kavaleriet var dårligt forberedt, mens artilleriet og flåden derimod var i god stand.

Krigens gang i 1848

Snart var en styrke på 11.000 mand klar. Det gjaldt om hurtigt at rykke ned i Slesvig og nedkæmpe fjenden, før tyske forbundstropper kunne hjælpe den lille slesvig-holstenske hær på 6000 mand. Danskerne sejrede 9. april ved Bov, men måtte allerede den 23. april ved Slesvig vige over for overlegne tyske styrker. Dog vandt de danske styrker den 28. maj ved Nybøl og den 5. juni ved Dybbøl sejre over en jævnbyrdig modstander.

Det styrkede hæren militært, men politisk var begivenhederne uheldige, da de forsinkede mulighederne for at opnå våbenstilstand og fred. Efter forhandlinger og stormagternes samt Sveriges mægling enedes man 26. august om en våbenhvile, hvorefter diplomaterne overtog scenen. Et forslag om en deling af Slesvig faldt til jorden pga. Frederik 7.s modstand.

Regeringen trådte tilbage, og en ny blev dannet med general C.F. Hansen (1788-1873) som krigsminister. En ulmende strid mellem ministeren og hærledelsen blev nu skærpet, da kompetenceforholdet mellem den politiske og den militære ledelse ikke var klart fastlagt i det unge demokrati.

Krigens gang i 1849

I april 1849 blev krigen genoptaget. Efter indførelse af almindelig værnepligt talte den danske hær 41.000 mand, mens den slesvig-holstenske hær var bragt op på 19.000 mand, hvortil kom 47.000 tyske forbundssoldater.

Felttoget begyndte dårligt for Danmark med flådens nederlag ved Eckernförde 5. april, hvor den danske flåde tabte et linjeskib og en fregat, og hærens nederlag ved Kolding 23. april, men ved en disciplineret indsats og en velgennemført operationsplan blev slesvig-holstenerne slået ved Fredericia 6. juli.

Afgørende var desuden søherredømmet. Et frontalt forsvar af den jyske halvø var ikke muligt pga. fjendens overlegenhed, men ved at operere fra flankestillinger langs Jyllands østkyst kunne man med flådens hjælp koncentrere overlegne hærstyrker i en af disse stillinger, hvilket netop skete som optakt til Fredericiaslaget. Flådens største indsats var dog nok blokaden af de nordtyske havne.

Krigens gang i 1850 og afslutningen på Treårskrigen

Der blev nu indgået en ny våbenhvileaftale, og efter russisk pres indgik Preussen 2. juli 1850 fred uden en løsning på de problemer, der havde udløst krigen. Slesvig-holstenerne var herefter alene og led nederlag i slaget ved Isted 25. juli, krigens største og blodigste. Slagene ved Mysunde 12. september og Friedrichstadt 4. oktober vendte ikke billedet. Ved årsskiftet 1850-51 måtte Preussen efter russisk og østrigsk pres afsætte det slesvig-holstenske statholderskab og opløse hæren, og kort efter nytår var krigen forbi.

På det strategiske niveau, både politisk og militært, begik politikerne flere fejl, hvorimod hærledelsen på det operative og taktiske niveau generelt var kompetent. En afgørende forudsætning for den danske militære sejr var dog Ruslands diplomatiske hjælp.

2. Slesvigske Krig, 1864

Årsagerne til krigsudbruddet

Baggrunden for denne krig var dels fortsat dansk-tysk strid om Slesvig-Holsten, dels den aktuelle udenrigspolitiske situation. I modstrid med indgåede internationale aftaler (se Londontraktater) indlemmede Danmark med Novemberforfatningen af 1863 Slesvig i kongeriget.

Preussen og Østrig truede 6. januar 1864 med at besætte Slesvig, hvis ikke forfatningen blev ophævet inden for 48 timer; for den preussiske ministerpræsident, Otto von Bismarck, var krig mod Danmark både et middel til at komme ud af en indenrigspolitisk krise og et led i hans kamp for Tysklands nationale samling.

Efter nogen tøven afviste den danske regering kravet, hvorefter Preussen og Østrig 31. januar meddelte, at besættelsen ville blive indledt. Dagen efter var krigen en realitet.

Krigen i 1864 indtil slaget ved Dybbøl

Danmark var uforberedt. Fæstningsforsvaret var svagt, hæren havde for få linjeofficerer og befalingsmænd, udrustning og materiel var forældet, og ved Dannevirke, hvor fjenden skulle standses, kunne man kun mønstre ca. 40.000 mand og ikke de 60.000, som skønnedes nødvendige. Heroverfor stod fjenden med ca. 57.000 mand; i løbet af krigen indsatte Preussen og Østrig næsten 80.000 veludrustede soldater.

Den danske flåde var stadig den preussiske overlegen, men ikke den østrigske. Efter en række indledende træfninger besluttede den danske overgeneral, Christian de Meza, at rømme Dannevirke af frygt for at blive omgået. Under tilbagetoget blev de forfølgende østrigere stoppet ved Sankelmark 6. februar, og hærens hovedstyrke kunne marchere til Dybbøl. De Mezas beslutning om tilbagetrækning blev især af den nationalliberale presse og af dele af befolkningen nærmest betragtet som forræderi, men den frelste hæren.

Regeringen afskedigede imidlertid de Meza. Dybbølstillingen bestod kun af halvfærdige jordskanser. Hæren blev derfor langsomt skudt i sænk af fjendens overlegne artilleri, og 18. april blev Dybbøl stormet og erobret af preusserne. Ud fra en militær synsvinkel burde hæren være trukket ud af stillingen og bragt i sikkerhed på Als. Men regeringen afslog hærledelsens anmodning herom. Et enkelt lyspunkt for Danmark var flådens sejr i Slaget ved Helgoland 9. maj.

Krigen 1864 afgøres – og krigens resultater

Under den efterfølgende våbenstilstand indtog den danske regering ved Londonkonferencen en så stejl holdning, at forhandlingerne brød sammen, og krigen blev genoptaget. Preusserne erobrede Als 29. juni, hvorefter regeringen gav op. Spørgsmålet var nu ikke længere, som på Londonkonferencen, hvor i Slesvig grænsen skulle gå.

Ved Wienerfreden, der blev undertegnet 30. oktober, måtte Danmark afstå alle tre hertugdømmer, dog således, at de såkaldte kongerigske enklaver i hertugdømmet Slesvig blev byttet mod øen Ærø, området omkring Ribe og otte sogne syd for Kolding, som blev lagt til kongeriget. Herefter blev hertugdømmet Slesvig forvaltet af Preussen, mens Holsten indtil 1866 blev styret af Østrig. Med Østrigs nederlag i den preussisk-østrigske krig i 1866 overgik også Holsten til preussisk styre og begge hertugdømmer blev indlemmet i Preussen.

Krigen i 1864 blev primært afgjort, fordi Danmark var udenrigspolitisk isoleret, men regeringens udfordrende linje, der ikke modsvaredes af et stærkt forsvar, samt dens stædighed og modsætningsforholdet mellem den civile og den militære ledelse bidrog også væsentligt til udfaldet. Nederlaget fik stor betydning for dansk politik i eftertiden og kom til at spille en afgørende rolle for den nationale identitet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig