Aksel Larsen

Aksel Larsen flyttede i 1918 fra Fyn til København og meldte sig samme år ind i Socialdemokratiet. I 1920 brød han med partiet i skuffelse over dets holdning under Påskekrisen og tilsluttede sig i stedet det nystiftede Danmarks Venstresocialistiske Parti, der samme år ændrede navn til Danmarks Kommunistiske Parti, DKP.

Aksel Larsen var i årene 1925-1929 på et politisk skolingsophold i Moskva og blev efter sin tilbagekomst leder af den voksende arbejdsløshedsbevægelse. I november 1932 blev han og Arne Munch-Petersen valgt som de første kommunister til Folketinget, og måneden efter blev Larsen formand for DKP.

Under besættelsen undslap han det danske politis aktion mod kommunisterne, der satte ind 22.6.1941 med ophøret af Den Tysk-sovjetiske Ikke-angrebspagt.

Aksel Larsen deltog i illegalt arbejde og var bl.a. medstifter af Frit Danmark i foråret 1942. I november samme år blev han arresteret, og efter indgående forhør hos Gestapo blev han i august 1943 overført til den tyske koncentrationslejr Sachsenhausen. Han blev i marts 1945 reddet af de hvide busser og måneden efter bragt til Sverige.

Efter befrielsen blev Aksel Larsen minister uden portefølje i befrielsesregeringen maj-november 1945, og ved valget i oktober samme år, da DKP vandt 18 mandater, blev han atter indvalgt i Folketinget. Ved de følgende valg dalede tilslutningen til DKP, men ikke mindst takket være Larsens store talegaver og personlige udstråling bibeholdt partiet sin repræsentation i Folketinget.

Efter det sovjetiske kommunistpartis 20. kongres og Sovjetunionens invasion i Ungarn i 1956 forsøgte han at frigøre DKP fra Moskva, hvorved der opstod et modsætningsforhold til størstedelen af den øvrige partiledelse.

Uenigheden udviklede sig til en åben strid, og i november 1958 blev Aksel Larsen ekskluderet af partiet. Året efter stiftede han Socialistisk Folkeparti, SF, der vandt 11 mandater ved folketingsvalget i 1960, mens DKP gled ud.

Som SF's formand frem til 1968 opnåede Aksel Larsen en popularitet, der rakte langt ud over partiets egne tilhængere, og i Folketinget fik han endelig den anerkendelse, som hans medlemskab af DKP havde forhindret. Han opnåede imidlertid aldrig den indflydelse, der følger med regeringsdeltagelse. Det tætteste, han kom, var SF's nære samarbejde med den socialdemokratiske regering 1966-1967, det røde kabinet, der endte med sprængning af SF.

Efter bruddet med kommunismen vedblev Aksel Larsen at være en omstridt person. Mens mange af hans tilhængere hyldede ham som en helt og ligefrem talte om en særlig "larsenisme", betragtede andre ham som en opportunist, der havde brudt med sine principper af hensyn til sin politiske karriere.

Samtidig blev han konfronteret med sit mangeårige forsvar for Sovjetunionen og ikke mindst sin formodede viden om Arne Munch-Petersens skæbne, efter at denne i 1937 var forsvundet sporløst i Moskva under de store udrensninger.

Aksel Larsen løftede imidlertid aldrig sløret for sin viden om forholdene i Sovjetunionen, heller ikke i erindringerne Aksel Larsen ser tilbage (1970).

• Danmarks Kommunistiske Parti
• Socialistisk Folkeparti