Faktaboks

Bodil Koch
Født
25. oktober 1903
Død
7. januar 1972

Bodil Koch. Foto fra 1966.

.

Bodil Koch, 25.10.1903-7.1.1972, dansk politiker og samfundsdebattør; g.m. Hal Koch, mor til Dorte Bennedsen.

Bodil Koch blev cand.theol. i 1929. I 1944 stiftede hun bevægelsen Folkevirke, hvis mål var at mobilisere kvinder til deltagelse i det politiske demokrati. Det var, mente hun, kvinders rolle i politik "at indgyde samfundet menneskets ånde". Folkevirke fik stor gennemslagskraft, og Bodil Koch redigerede bevægelsens blad 1946-53.

I 1947 blev hun MF for Socialdemokratiet, valgt i Herning, og i september-oktober 1950 var hun landets første kvindelige kirkeminister i regeringen Hedtoft; 1953-66 var hun igen kirkeminister i Hedtofts, H.C. Hansens, Kampmanns og J.O. Krags regeringer, og 1966-68 var hun kulturminister.

Med sin ukonventionelle og debatskabende politiske stil vandt Bodil Koch gehør langt ud over sit partis rammer. Især i udenrigspolitiske spørgsmål gjorde hun sig bemærket ved at gå imod partilinjen: Hun var imod Vesttysklands optagelse i NATO, imod atomoprustningen, imod USA's intervention i Vietnam, og hun talte tidligt for ulandenes interesser.

Politik var for Bodil Koch "forpligtelse over for medmennesket". Hun brugte kunsten politisk og tolkede den som udtryk for menneskets vilkår i "en atomsprængt tid".

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig