Enhedskommandoen var en militær kommando, der blev oprettet i 1961 for danske og tyske styrker i den sydlige del af NATOs Nordregion. Enhedskommandoen havde rod i et dansk-tysk flådesamarbejde, som blev foreslået efter Vesttysklands optagelse i NATO i 1955. I 1956 nedsattes en forberedende planlægningsgruppe i Holtenau med deltagelse af britiske, tyske og danske officerer. I 1959 var samarbejdet reelt etableret, men det blev først formaliseret to år senere med Folketingets vedtagelse af Enhedskommandoen i december 1961 efter et officielt forslag fra NATO.

Enhedskommandoen blev placeret i Karup med dansk chef (COMBALTAP) og fire underliggende kommandoer:

  • Allied Land Forces Schleswig-Holstein and Jutland (COMLANDJUT) i Rendsburg
  • Allied Land Forces Zealand (COMLANDZEALAND) i København, fra 1978 i Ringsted
  • Allied Air Forces Baltic Approaches (COMAIRBALTAP) i Karup
  • Allied Naval Forces Baltic Approaches (COMNAVBALTAP) i Kiel-Holtenau, fra 1976 i Karup.

Enhedskommandoen blev i 1994 overført til NATOs Centralregion for at deltage i forsvaret af NATOs Central- og Nordvestregion, forstærke andre NATO-kommandoer samt deltage i operationer til støtte for freden uden for NATOs ansvarsområde. Kommandoens stab var multinationalt sammensat af personel fra hær, flåde og flyvevåben samt fra USA's og Storbritanniens landgangsstyrker (US Marine Corps og Royal Marines).

Som følge af den sikkerhedspolitiske udvikling efter den kolde krigs afslutning undergik Enhedskommandoen gennemgribende omlægninger. NATOs betegnelse for kommandoen, Allied Command Baltic Approaches (BALTAP), blev i 2000 ændret til Joint Command North East (JCNE), og kommandoen havde herefter hverken fast styrkestruktur eller permanent ansvarsområde. Et eksempel på den nye anvendelse var afgivelsen i 2001 af 150 stabsofficerer mfl. til NATOs fredsbevarende styrker i Kosovo, KFOR. Kommandoen blev nedlagt i 2004.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer (1)

skrev Hans Bendix Pedersen

Kunne det ikke være oplysende i artiklen om enhedskommandoen, at nævne de chefer som har været udnævnt og stået i spidsen for kommandoen.
1962 – 63: Tage Andersen (F)
1963 – 69: Eigil Wolff (H)
1970 – 75: Adam Helms (S)
1976 – 80: Christian Vegger (H)
1980 – 84: Otto K. Lind (H)
1984 – 87: Niels-Aage Rye-Andersen (H)
1987 – 88: P. Thorsen (F)
1988 – 90: Bent E. Amled (F)
1990 – 93: M.V. Hansen (F)
1993 – 95: Kjeld Hillingsø (H)
1995 – 00: Knud Borck (S)
2000 – 02: Ove Høegh-Guldberg Hoff (H)
2002 – 04: Jan Scharling (H)
Jeg er ikke helt klar over om ovenstående liste er fyldestgørende, men der er tilsyneladende ikke huller i årstalsrækken.
Mvh
HBP

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig