Faktaboks

Henning Christophersen
Født
8. november 1939
Død
31. december 2016

Henning Christophersen (tv.), Poul Schlüter (i midten) og Mogens Glistrup til valgaften på Christiansborg 23.10.1979.

.

Henning Christophersen, 8.11.1939-31.12.2016, dansk politiker, EU-kommissær 1985-95. Henning Christophersen blev cand.polit. i 1965 og var i de følgende fem år leder af Håndværksrådets erhvervsøkonomiske afdeling. 1971-72 var han forstander for den liberale højskole Breidablik. Samtidig var han 1970-71 økonomisk medarbejder ved tidsskriftet NB og fortsatte 1971-78 ved Weekendavisen.

Allerede i studietiden kom Henning Christophersen gennem Venstres Ungdom ind i politisk arbejde og var 1971-84 MF, hvor hans store viden om især økonomiske forhold kom ham til gode i flere vigtige udvalgsposter. I 1972 blev han næstformand for Venstres landsorganisation, og da Poul Hartling i 1977 forlod dansk politik, blev Christophersen straks konstitueret som formand og i 1978 valgt. 1976-78 var han desuden statsrevisor.

Henning Christophersen spillede en central rolle ved dannelsen af SV-regeringen i 1978 og var udenrigsminister 1978-79. 1982-84 var han finansminister og stedfortrædende statsminister i Poul Schlüters firkløverregering. I 1985 afløste han Poul Dalsager som dansk EF-kommissær og blev Kommissionens næstformand. Han begyndte med sagområderne budget, finanskontrol, personale og administration og arbejdede fra 1989 med områderne økonomi og valutasamarbejde, samordning af strukturpolitikkerne samt EU's statistiske kontor. Arbejdsområderne og næstformandskabet gav ham en betydelig indflydelse. I 1995 blev posten som dansk EU-kommissær overtaget af Ritt Bjerregaard.

Henning Christophersen var fra 1995 selvstændig konsulent i EU-spørgsmål, bl.a. for den tjekkiske regering. Herudover var han bl.a. bestyrelsesformand for Ørestadsselskabet I/S 1999-2007, for Metroselskabet I/S fra 2007 og medlem af bestyrelsen for Rockwoolfonden 1995-2010 og for Danske Bank 1996-2010, ligesom han var partner i konsulentvirksomheden Kreab. 2002-03 var han den danske regerings repræsentant i EU-Konventet.

Henning Christophersen har givet udtryk for sin liberale grundholdning i bøgerne En udfordring for de liberale (1972) og Tanker om Danmark i det nye Europa (1989).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig