Faktaboks

Henry Grünbaum
Født
1911
Død
2006

Henry Grünbaum var en dansk politiker og økonom, bror til Isi Grünbaum. Henry Grünbaum blev cand.polit. i 1949 efter at have været sekretær i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 1938-40 og økonomisk medarbejder i De Samvirkende Fagforbund (nuv. LO) 1940-48. Han var økonomisk-politisk medarbejder ved Social-Demokraten 1949-56 og samtidig leder af Det Økonomiske Kontor i Dansk Arbejdsmands Forbund (nuv. SiD).

Under Jens Otto Krag var Grünbaum økonomiminister og minister for nordiske anliggender 1964-65 samt finansminister 1965-68 og 1971-72; han var igen finansminister 1972-73 under Anker Jørgensen. Hans ministertid knyttes især til indførelsen af moms og vedtagelsen af skattereformen i 1967.

Henry Grünbaum var MF for Socialdemokratiet 1966-81 og statsrevisor 1976-82. Som formand for LO's udvalg om økonomisk demokrati, ØD, 1969-71 udarbejdede Grünbaum den første skitse til indførelse af ØD i Danmark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig