Faktaboks

Joachim

Joachim Holger Waldemar Christian

Født
7. juni 1969, København
Titel
Prins til Danmark, greve af Monpezat
Prins Joachim
Prins Joachim fotograferet i gallauniform i 2019.
Prins Joachim
Af /Kongehuset.

Joachim er prins til Danmark og greve af Monpezat. Han er yngste søn af dronning Margrethe 2. og prins Henrik. Prins Joachim indgår i arvefølgen til tronen og er rigsforstander, når kong Frederik 10. og kronprins Christian er ude af landet.

Prins Joachim med sin familie
Prins Joachim ankommer med sin familie til dronning Margrethe 2.s 50 ås regentjubilæum i 2022. Fra venstre grev Felix, prinsesse Marie, prins Joachim, komtesse Athena, grev Henrik og grev Nikolai.
Prins Joachim med sin familie
Af /Ritzau Scanpix.

Arvefølge

Prins Joachim er nummer fem i arvefølgen til den danske trone (se tronfølge).

Døbt og konfirmeret

Prins Joachim er døbt i Aarhus Domkirke den 15. juli 1969. Hans faddere var hans moster prinsesse Benedikte, hans farbror Jean Baptiste de Laborde de Monpezat (f. 1944), kong Harald 5. af Norge, og prinsesse Christina af Sverige (f. 1943).

Prins Joachim er konfirmeret i Fredensborg Slotskirke den 10. juni 1982.

Prins Joachims skolegang

Prins Joachim gik på Krebs' Skole i perioden 1974-1982. Han blev undervist på Amalienborg fra 1974 til 1976. I årene 1982-1983 var han kostskoleelev på École des Roches, Normandiet i Frankrig. Prins Joachim er nysproglig student fra Øregaard Gymnasium i 1986.

Landbrugsuddannelse

Prins Joachim fik allerede i 1978 overdraget Schackenborg Gods ved Møgeltønder. Joachim arvede slottet fra lensgreve Hans Schack (1930-2000) og hans hustru grevinde Karin (født 1937), som var barnløse. Prins Joachims uddannelse blev derfor rettet mod godsdrift.

I perioden 1986-1987 arbejdede prins Joachim på en farm ved Wagga Wagga i Australien, og i 1991-1993 gennemførte han agrar-økonomuddannelsen på Den Classenske Agerbrugskole Næsgaard på Falster.

Prins Joachim som landmand

I perioden 1991 til 1993 uddannede prins Joachim sig til agrar-økonom på Næsgaard Agerbrugsskole på Falster. Foto fra 1991.

Prins Joachim som landmand
Af /Ritzau Scanpix.

Prins Joachims militærkarriere

Dronningens Livregiment

Prins Joachims militære karriere begyndte i 1987 som rekrut i Dronningens Livregiment. I 1988 blev han udnævnt til sergent, og i 1989 fulgte udnævnelsen til løjtnant i reserven.

Prinsens Livregiment

Fra 1989-1990 gjorde Prins Joachim tjeneste som delingsfører i en kampvognseskadron ved Prinsens Livregiment. Fra 1996 til 2004 var han chef for en kampvognseskadron i mobiliseringsstyrken ved Prinsens Livregiment.

Hæren

I 1990 blev prins Joachim udnævnt til premierløjtnant af reserven. I 1992 gennemførte han videreuddannelsestrin I for officerer af reserven (VUT I), han blev herefter udnævnt til kaptajn af reserven. Fra 2005 var prins Joachim tilknyttet Danske Divisions stab som major af reserven.

Efter udnævnelse til oberstløjtnant af reserven i 2011 blev prins Joachim udpeget til chef for Forbindelsesofficersgruppen i Totalforsvarsregion Fyn, Syd- og Sønderjylland.

I april 2015 blev Prins Joachim udnævnt til oberst af reserven i Hæren.

Særlig sagkyndig

Den 1. november 2015 tiltrådte Prins Joachim i en ny stilling som særlig sagkyndig i Forsvaret i forhold til implementeringen af et nyt totalstyrkekoncept med det formål at styrke anvendelsen af frivillige i Hjemmeværnet og personel af reserven.

École Militaire

Prins Joachim påbegyndte i september 2019 Frankrigs højst rangerende militære lederuddannelse på École Militaire i Paris. Uddannelsen består af to dele, der afvikles ved henholdsvis Centre des Hautes Études Militaires (CHEM) og Institut des Hautes Études de la Défense Nationale (IHEDN). Prins Joachim er den første danske officer, der har gennemført den samlede uddannelse.

Forsvarsattaché

Prins Joachim
Prins Joachim fotograferet i 2020, da han arbejdede som forsvarsattaché på Den Danske Ambassade i Paris.
Prins Joachim
Af /Kongehuset.

I september 2020 tiltrådte prins Joachim som forsvarsattaché på Den Danske Ambassade i Paris. Med ansættelsen blev Prins Joachim udnævnt til brigadegeneral i Hæren.

Forsvarsindustriattaché

Den 1. september 2023 tiltrådte prins Joachim i en stilling som forsvarsindustriattaché på Danmarks Ambassade i Washington D.C.

Erhvervsbaggrund

Prins Joachim har udover sin landbrugsmæssige og militære baggrund været ansat hos A.P. Møller Maersk Gruppen i Hong Kong og Frankrig i perioden 1993-1995.

Prins Joachim og grevinde Alexandra

Prins Joachim var 1995-2005 gift med prinsesse Alexandra, nu grevinde af Frederiksborg.

Forlovelse

Joachim og Alexandra fotograferet på trappen til Fredensborg Slot, da de proklamerede deres forlovelse den 31. maj 1995.

.

Det var mens prins Joachim var ansat ved A.P. Møllers afdelinger i Hongkong 1993-1995, at han mødte Alexandra Manley, der var vicedirektør i et investeringsfirma.

Alexandra Manly blev præsenteret for danskerne som prins Joachims forlovede den 31. maj 1995, på trappen foran Fredensborg Slot. Den 18. november samme år blev parret gift i Frederiksborg Slotskirke. Alexandra blev dermed prinsesse Alexandra af Danmark.

Skilsmissen

Prins Joachim og prinsesse Alexandra blev separeret den 22. september 2004 og skilt den 8. april 2005.

På dronning Margrethes fødselsdag en uge efter skilsmissen fik prinsesse Alexandra tildelt den personlige titel grevinde af Frederiksborg med plads i rangfølgens klasse I og den dertilhørende tiltale Hendes Excellence.

Prins Joachim og prinsesse Marie

Prins Joachim og prinsesse Marie
Prins Joachim og prinsesse Marie fotograferet i forbindelse med deres kobberbryllup i 2020.
Prins Joachim og prinsesse Marie
Af /Kongehuset.

I sommeren 2007 friede prins Joachim til Marie. Prins Joachim og prinsesse Marie blev officielt forlovet onsdag den 3. oktober 2007 via en pressemeddelelse udsendt af kongehuset.

Bryllup

Prins Joachim og prinsesse Marie blev gift lørdag den 24. maj 2008 kl. 17. Vielsen blev forrettet af kongelig konfessionarius, biskop Erik Norman Svendsen i Møgeltønder Kirke. Efter vielsen var der privat bryllupsmiddag på Schackenborg Slot.

Bryllupsrejse

Prins Joachim og prinsesse Marie tog på en hemmelige bryllupsrejse til Canada efter brylluppet i maj 2008.

Prins Joachims børn

Prins Joachim har to børn med grevinde Alexandra: greve Nikolai, født prins til Danmark den 28. august 1999, og greve Felix, født prins til Danmark den 22. juli 2002.

Prins Joachim har to børn med prinsesse Marie: greve Henrik, født prins til Danmark den 4. maj 2009, og komtesse Athena, født prinsesse til Danmark den 24. januar 2012.

Prins Joachim med sin familie
Prins Joachim og prinsesse Marie sammen med børnene i julen 2020 (fra højre): Felix, Nikolai, Athena og Henrik.
Prins Joachim med sin familie
Af /Kongehuset.

Schackenborg

Prins Joachim foran Schackenborg Slot

I perioden 1993 til 2014 boede prins Joachim med sin familie på Schackenborg Slot, hvor han drev godsdrift. Her er han fotograferet ved indflytningen i 1993.

Prins Joachim foran Schackenborg Slot
Af /Ritzau Scanpix.

Efter at have afsluttet sin landbrugsuddannelse flyttede prins Joachim ind på Schackenborg i Møgeltønder i 1993. Her boede han og drev slottet i 21 år; først sammen med sin daværende kone prinsesse Alexandra, prins Nikolai og prins Felix, siden med prinsesse Marie, prinsesse Athena og prins Henrik.

I juli 2014 fraflyttede prins Joachim og prinsesse Marie Schackenborg og overlod driften af stedet til en fond. Sydfløjen på Schackenborg er stadig indrettet som privat bolig til prinseparret, der har fastholdt en særlig tilknytning til slottet og Møgeltønder.

Schackenborg fonden

I juli 2014 blev Schackenborg Fonden stiftet af prins Joachim, Bitten og Mads Clausens Fond, Ecco Holding og Ole Kirks Fond med prins Joachim og prinsesse Marie som protektorer.

Stifterne indskød i alt 113 millioner kroner i forbindelse med etableringen af Schackenborg Fonden. Prins Joachim indskød selv 13 millioner kroner, hvilket svarede til værdien af den folkegave, der blev givet til Schackenborg i 1995.

Formålet med fonden er at bevare Schackenborg Slot som en historisk ejendom og sikre, at den kulturværdi, slottet har for egnen, fortsat udvikles. Fonden ønsker derudover, at give offentligheden adgang til besøg i parken og lejlighedsvis at åbne slottet for alle. Herudover skal slot og park også kunne stilles til rådighed for særlige almennyttige arrangementer inden for det kulturelle, videnskabelige, sociale og uddannelsesmæssige område.

Schackenborg Fonden står for vedligeholdelse af Schackenborg Slot og park og driver landbrugsarealerne, der hører under Fonden.

Prins Joachim og racerbiler

Prins Joachim
Prins Joachim gør klar til start i sin Ford Lotus Cortina fra 1965. Foto fra Classic Race Aarhus i 2012.
Prins Joachim
Af /Ritzau Scanpix.

Prins Joachim har altid haft en stor passion for motorsport. Siden 2003 har han kørt i forskellige motorsportsløb i Danmark, bl.a. Historic Grand Prix, Classic Race Aarhus og Super Leaugue. Prins Joachim har kørt i en Ford Escort TC og Ford Lotus Cortina. I en årerække deltog han som protektor for Historic Grand Prix i København.

I klassen Royal Pro-Am Class har prins Joachim deltaget sammen med andre amatører. I Royal Pro-Am Class deler amatører deres biler med professionelle racerkørere. I 2008 deltog 25 kørere fra Le Mans, inklusive den otte-dobbelte vinder Tom Kristensen. Joachim har desuden kørt i et par løb på Jyllandsringen.

i 2013 under Historic Grand Prix i København kørte prins Joachim galt. Bilen gled ud og kørte ind barrieren. Joachim måtte stige ud af en sammenkrøllet bil, men slap med skrækken.

Det var ikke første gang, at Joachim var involveret i et trafikuheld. I 1988 kørte han og den daværende kronprins Frederik galt i kronprinsens Peugeot 205 i Cahors i Frankrig. Kronprins Frederik blev slynget ud af bagruden af bilen, mens prins Joachim blev siddende i bilen. De slap begge med mindre skader.

Prins Joachim fortæller

I 2019 var prins Joachim vært på en programrække på DR om Danmarkshistorien. Over seks programmer undersøgte prins Joachim vores tro, vores skole, vores demokrati, vores grænser, vores symboler og vores grundlov. Prins Joachim blev rost for serien og især for hans evne til at formidle Danmarkshistorien.

Blodprop

I juli 2020 fik prins Joachim en blodprop i hjernen. Kongehuset offentliggjorde et par dage senere, at han ikke ville få varige mén.

Greve af Monpezat

Det blev den 30. april 2008 offentliggjort fra Kongehuset, at

"... Hendes Majestæt Dronningen har besluttet, at Hans Kongelige Højhed Kronprinsen samt Hans Kongelige Højhed Prins Joachim tillægges titel af greve af Monpezat. Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary samt Prins Joachims ægtefælle Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie har titlen grevinde af Monpezat."

Titlen føres af efterkommere født i lovligt ægteskab, i overensstemmelse med de almindelige regler, der gælder herom, hvilket vil sige, at titlen greve af Monpezat videreføres af mandlige efterkommere, men kvindelige efterkommere fører titlen komtesse af Monpezat.

Ændringer i titler og tiltaleformer i den kongelige familie

Indtil 1. januar 2023 var prins Joachims børn prinser og prinsesse til Danmark. Den 28. september 2022 udsendte kongehuset en pressemeddelelse vedrørende ændring af titler i kongehuset:

"(...) I naturlig forlængelse heraf har Hendes Majestæt besluttet, at Hans Kongelige Højhed Prins Joachims efterkommere med virkning fra den 1. januar 2023 alene kan benytte deres titler som grever og komtesse af Monpezat, idet deres hidtidige titler som prinser og prinsesse til Danmark bortfalder. Prins Joachims efterkommere vil således fremover skulle tiltales som excellencer. Dronningens beslutning ligger i tråd med lignende tilpasninger, som andre kongehuse på forskellig vis har gennemført i de senere år (...)".

I forbindelse med udmeldingen om ændringen af titlerne valgte både prins Joachim og prinsesse Marie at udtale sig til medierne. Prinseparret fortalte om det korte forløb op til udmelding, og at de var kede af beslutningen. I et interview med B.T. fortalte de, at de ikke havde hørt fra dronning Margrethe, og at forholdet til det daværende kronprinspar var 'kompliceret'.

Både prins Joachim, prinsesse Marie og grevinde Alexandra talte åbent om at deres børn følte sig udstødt af den kongelige familie. Dronning Margrethe fortalte senere i et interview med Weekendavisen, at det havde vigtigt for hende, at det var hende, der havde taget beslutningen om titlerne:

"Jeg er ikke rigtig glad for at komme ind på det, hvis jeg skal være ærlig. Jeg kunne godt sige noget, men man skal ikke sige alting. For mig har det været vigtigt, at det ikke skulle være Frederiks lod at tage sådan en beslutning. Det var bedre, at det var mig."

Forsvarsindustriattaché

Prins Joachim tiltrådte den 1. september 2023 en ny stilling under Forsvarsministeriet som forsvarsindustriattaché på Danmarks Ambassade i Washington D.C., hvor han som Danmarks repræsentant, skal være med til at styrke det forsvarsindustrielle samarbejde med USA og Canada.

Prins Joachims bopæl

Prins Joachim, prinsesse Marie og børnene greve Henrik og komtesse Athena er bosat i Washington i USA. Prinseparret har desuden en lejlighed på Amalienborg samt en villa i Vedbæk.

Protektioner og æreshverv

Prins Joachim er protektor for en række forskellige institutioner, museer og foreninger, både i Danmark og i udlandet, bl.a. Danmarks Tekniske Museum, Dansk Heraldisk Selskab, DGI Sønderjylland, Europa Nostra Danmark Grænseforeningen, kokkelandaholdet, Skoleskibet Danmark og Våbenhistorisk Selskab.

Sprog

Prins Joachims modersmål er dansk. Herudover taler han fransk, engelsk og tysk.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig