Portræt af Lars Barfoed.
Lars Barfoed, f. 4.7.1957, dansk konservativ politiker. Barfoed, der er cand.jur., har beklædt en række direktørposter, bl.a. for Butikhandelens Fællesråd 1988-1993 og for Finansrådet 1994-2001. Han var medlem af kommunalbestyrelsen i Rødovre 1978-85. Barfoed blev i 2001 MF og blev bl.a. finanspolitisk ordfører. I 2005 blev han minister for familie- og forbrugeranliggender i regeringen Fogh Rasmussen. I Barfoeds ministerperiode blev fødevarekontrollen udsat for hård kritik under og efter den omfattende "kødskandale" i foråret 2006; han forlod posten i december samme år, da et folketingsflertal krævede hans afgang. Siden blev Barfoed næstformand, fra 2008 formand for folketingsgruppen og bl.a. udenrigsordfører, og han vendte i 2008 tilbage til den stilling som formand for Rådet for Større Færdselssikkerhed, som han besad 2002-05. I september 2008 udnævntes han til transportminister og forlod herefter stillingen som formand for Rådet for Større Færdselssikkerhed.
I forbindelse med en større ministerrokade i februar 2010 fratrådte han som transportminister og afløste i stedet Brian Mikkelsen som justitsminister. Denne post beklædte han frem til regeringens afgang i 2011; herefter blev han medie- og kulturordfører.
I januar 2011 blev Lars Barfoed leder af Det Konservative Folkeparti, idet han efterfulgte Lene Espersen, der havde trukket sig fra posten efter negative meningsmålinger og manglende opbakning i det partipolitiske bagland. Samtidig med overtagelse af partilederposten blev Lars Barfoed også vicestatsminister. I marts 2011 blev han formelt valgt til partiformand.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki