Faktaboks

Marie

Marie Agathe Odile Cavallier

Født
6. februar 1976, Paris, Frankrig
Titel
Prinsesse af Danmark, grevinde af Monpezat
Prinsesse Marie
Prinsesse Marie fotograferet i galla i 2019. Hun bærer det bryllupsdiadem, som hun fik af dronning Margrethe 2. i forbindelse med brylluppet med prins Joachim i 2008.
Prinsesse Marie
Af /Kongehuset.

Marie er en dansk prinsesse. Hun er grevinde af Monpezat og blev den 24. maj 2008 gift med prins Joachim. Prinsesse Marie er født i Paris som eneste datter af reklamebureaudirektør Alain Cavallier og dennes daværende hustru Françoise Grassiot.

Prinsesse Marie har siden sommeren 2023 været bosat med sin familie i Washington D.C. i USA.

Prinsesse Maries uddannelse og karriere

Uddannelse

Prinsesse Marie gik i grundskole i Paris i årene 1981-1989. I 1989 flyttede hun til Beau-Soleil International Boarding School i Villars, Schweiz, og gik på kostskolen frem til sin studentereksamen i juni 1993.

Prinsesse Marie har studeret internationale erhvervsforhold og økonomi på Babson College, Boston, USA (1995-1997) og økonomi på universitetet i Genève (1994-1995). Derudover har hun en Bachelor of Arts fra Marymount Manhattan College, New York (1997-1999).

Erhvervskarriere

I studieårene arbejdede prinsesse Marie i sommeren 1994 ved Estée Lauder i Paris som assistent for pressechefen. I sommeren 1997 var hun assistent for den administrerende direktør i ING Numismatic Group SA i Genève, Schweiz. Ved siden af studierne underviste prinsesse Marie i fransk.

Efter afsluttede universitetsstudier arbejdede prinsesse Marie som international marketingkoordinator hos reklamebureauet DoubleClick Inc. i New York. I 2002 flyttede hun tilbage til Paris og arbejdede i presseafdelingen i det franske reklamebureau Media Marketing.

I 2004 blev prinsesse Marie assistent for direktøren i Reuters finansielle nyhedsbureau Radianz i Genève. Fra januar 2005 og frem til ægteskabet med prins Joachim var hun direktionssekretær i ING Numismatic Group SA.

Forlovelse

I sommeren 2007 friede prins Joachim til Marie. Prins Joachim og prinsesse Marie blev officielt forlovet onsdag den 3. oktober 2007 via en pressemeddelelse udsendt af kongehuset.

Forlovelsesring

Prinsesse Maries forlovelsesring var af guld, med tre forskellige sten. En rubin (rød), en diamant (hvid) og en safir (blå). De tre sten med hver deres farve symboliserede det franske flag, og ringen var et symbol på både prinsesse Maries og prins Joachims franske rødder.

Bryllup

I forbindelse med ægteskabet blev prinsesse Marie dansk statsborger og overgik fra den romerskkatolske kirke til den evangelisk-lutherske kirke.

Prins Joachim og prinsesse Marie blev gift lørdag den 24. maj 2008 kl. 17. Vielsen blev forrettet af kongelig konfessionarius, biskop Erik Norman Svendsen i Møgeltønder Kirke. Efter vielsen var der privat bryllupsmiddag på Schackenborg Slot.

Prinsesse Marie og prins Joachims bryllup
Prinsesse Marie og prins Joachim blev gift i Møgeltønder Kirke den 24. maj 2008. Her forlader parret kirken, mens Joachims soldatervenner danner espalier med sabler.
Prinsesse Marie og prins Joachims bryllup
Af /Ritzau Scanpix.

Brudekjole

Prinsesse Maries brudekjole var en haute couture-kreation udført i 1800-tals inspirerede Calais-kniplinger med blomstermotiver i fransk broderi. Kjolen var off-white og foret med elfenbensfarvet repsvævet silketaft fra silkevæveriet Buche i Loiredalen. Overdelen bestod foran af fint broderede kniplinger. Kjolen havde et tre meter langt slæb. Designeren bag kjolen var David Arasa og Claudio Morelli fra modehuset Arasa Morelli.

Bryllupsdiadem

Diademet var en gave til prinsesse Marie fra dronning Margrethe 2. Dronning Margrethe modtog selv diademet fra sine sine forældre kong Frederik 9. og dronning Ingrid. Diademet tilhørte oprindeligt prinsesse Dagmar (1890-1961), der var den yngste datter af kong Frederik 8. og dronning Louise.

Bryllupsrejse

Prins Joachim og prinsesse Marie tog på en hemmelige bryllupsrejse til Canada efter brylluppet i maj 2008.

Prinseparrets børn

Prinsesse Marie, komtesse Athena, grev Henrik og prins Joachim
Prinsesseparret med børnene komtesse Athena og grev Henrik i forbindelse med grev Henriks konfirmation i Paris i 2023.
Prinsesse Marie, komtesse Athena, grev Henrik og prins Joachim
Af /Ritzau Scanpix.

Prinsesse Marie og prins Joachim har sønnen grev Henrik og datteren komtesse Athena.

Schackenborg

Prins Joachim flyttede ind på Schackenborg i 1993. Han havde arvet slottet fra lensgreve Hans Schack (1930-2000) og hans hustru grevinde Karin (født 1937), som var barnløse. I juli 2014 fraflyttede prins Joachim og prinsesse Marie Schackenborg og overlod driften af stedet til en fond. Sydfløjen på Schackenborg er stadig indrettet som privat bolig til prinseparret. Prins Joachim og prinsesse Marie har fastholdt en særlig tilknytning til Schackenborg og Møgeltønder.

Grevinde af Monpezat

Det blev den 30. april 2008 offentliggjort fra Kongehuset, at

"... Hendes Majestæt Dronningen har besluttet, at Hans Kongelige Højhed Kronprinsen samt Hans Kongelige Højhed Prins Joachim tillægges titel af greve af Monpezat. Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary samt Prins Joachims ægtefælle Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie har titlen grevinde af Monpezat."

Titlen føres af efterkommere født i lovligt ægteskab, i overensstemmelse med de almindelige regler, der gælder herom, hvilket vil sige, at titlen greve af Monpezat videreføres af mandlige efterkommere, men kvindelige efterkommere fører titlen komtesse af Monpezat.

Private smykker

Prinsesse Marie ejer en række personlige smykker, bl.a. det føromtalte bryllupsdiadem.

Lyse nætter/Nuits claires

I forbindelse med et fransk statsbesøg i 2018 skabte prinsesse Marie i samarbejde det franske juvelérfirma Mauboussin et nyt fransk diadem: Nuits claires, eller på dansk: Lyse nætter. Prinsesse Maries inspiration til diademets farver fik hun fra de lyse sommeraftener- og nætter, som vi oplever i Danmark. Diademet blev udstillet på Koldinghus i 2018. Diademet er Mauboussins ejendom og derfor kun udlånt til prinsesse Marie. Det er af palladium hvidguld, besat med små diamanter og safirer og med en pæreformet safir på 6,82 karat i midten.

Dronning Alexandrines diamant- og safirvedhæng

Prinsesse Marie fik i 2009 dronning Alexandrines diamant- og safirvedhæng i gave fra dronning Margrethe 2.

Prinsesse Maries arbejde og protektioner

Beredskabet

Prinsesse Marie gennemførte i 2011 en beredskabsfaglig uddannelse i Beredskabsstyrelsen og blev i den forbindelse udnævnt til korpsmester à la suite. I årene efter har prinsesse Marie fået et grundlæggende kendskab til styrelsens varetagelse af opgaver gennem besøg hos Beredskabsstyrelsen og flere af styrelsens samarbejdspartnere.

Prinsesse Marie blev i 2016 tilknyttet Beredskabsstyrelsen i Birkerød som særlig projektmedarbejder inden for forebyggelsesområdet og deltog i den forbindelse i en række aktiviteter og øvelser.

I 2023 blev prinsesse Marie udnævnt til sektionsleder à la suite, efter at have deltaget i undervisningsmoduler til Beredskabsstyrelsens Indsatslederuddannelse.

AIDS-Fondet og andre protektioner

Prinsesse Marie og Aids-Fondet
Prinsesse Marie er protektor for AIDS-Fondet. Her tænder hun lys på World Aids Day den 1. december 2023 på Rådhuspladsen i København.
Prinsesse Marie og Aids-Fondet
Af /Ritzau Scanpix.

Prinsesse Marie har siden 2011 været protektor for AIDS-Fondet og har udtalt at hendes formål er at nedbryde fordomme:

Jeg håber som protektor at kunne være med til at nedbryde de fordomme, der gør, at mange hivsmittede lever i ensomhed og frygt for andres reaktioner. Samtidig ønsker jeg at støtte AIDS-Fondets fokus på forskning i medicin, der kan hjælpe fremtidige generationer til at vokse op uden hiv og aids”.

Prinsesse Marie sætter fokus på de områder, som AIDS-Fondet arbejder med og er som regel tilstede ved World Aids Day den 1. december i København, hvor der tændes lys.

Foruden AIDS-Fondet har prinsesse Marie været en fremtrædende figur for Folkekirkens Nødhjælp. Hun har endvidere en række protektioner og æreshverv indenfor så forskellige områder som forskning og videnskab, humanitær- og udviklingsområdet, social- og sundhedsområdet, bæredygtighed og sport.

Kampen mod madspild

Prinsesse Marie har gennem længere tid engageret sig i kampen mod madspild og har deltaget i en række arrangementer med fokus på madspild. Her har hun særlig interesseret sig for FN’s Verdensmål for bæredygtigt forbrug af fødevarer.

I 2021 fulgte DR prinsesse Maries privat i Paris for at se nærmere på hendes kamp mod madspild. Derudover har prinsesse Marie også været medforfatter på en kogebog om madspild, Mad med respekt – En familiekogebog, der mindsker madspild, som udkom i 2019.

Den danske ambassade i Paris

I perioden 2021 til 2023 var prinsesse Marie tilknyttet Danmarks Ambassade i Paris som Særlig Kulturrepræsentant i kulturafdelingen. Stillingen var led i en ny satsning for at styrke dansk kultur og samarbejde.

Ændringer i titler og tiltaleformer i den kongelige familie

Indtil 1. januar 2023 var prinsesse Marie og prins Joachims børn prins og prinsesse til Danmark. Den 28. september 2022 udsendte kongehuset en pressemeddelelse vedrørende ændring af titler i kongehuset:

"(...) I naturlig forlængelse heraf har Hendes Majestæt besluttet, at Hans Kongelige Højhed Prins Joachims efterkommere med virkning fra den 1. januar 2023 alene kan benytte deres titler som grever og komtesse af Monpezat, idet deres hidtidige titler som prinser og prinsesse til Danmark bortfalder. Prins Joachims efterkommere vil således fremover skulle tiltales som excellencer. Dronningens beslutning ligger i tråd med lignende tilpasninger, som andre kongehuse på forskellig vis har gennemført i de senere år (...)".

Prinsesse Maries bopæl

Prins Joachim og Prinsesse Marie og deres to børn, greve Henrik og komtesse Athena, er bosat i Washington. Prins Joachim og prinsesse Marie har derudover en villa i Klampenborg.

Sprog

Prinsesse Maries modersmål er fransk. Hun taler desuden dansk, engelsk og spansk.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig