Per Hækkerup

Per Hækkerup var en dansk politiker og minister. Han var bror til Hans Hækkerup.

Per Hækkerup studerede økonomi, men afsluttede ikke studierne. Han var aktiv i den socialdemokratiske ungdomsbevægelse fra 1932, 1946-1952 formand for DSU og 1946-1954 generalsekretær for International Union for Socialist Youth. 1946-1950 var han medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Socialdemokratiet, og i 1950 blev han medlem af Folketinget.

Per Hækkerup blev i 1957 politisk ordfører og i 1962 udnævnt af Jens Otto Krag til udenrigsminister. I 1966 måtte han træde tilbage, dels pga. uoverensstemmelser med Krag, dels fordi Socialdemokratiet under "arbejderflertallet" 1966-1967 havde brug for en stærk politisk leder i folketinget. Per Hækkerup blev derfor både gruppeformand og politisk ordfører. Hans "stokkemetoder" over for Socialistisk Folkeparti var med til at splitte dette parti. I Krags tredje regering (1971-1972) var Hækkerup økonomi- og budgetminister, og han fortsatte via økonomisk-politiske ministerposter med at øve indflydelse i Anker Jørgensens regeringer indtil sin død.

Som udenrigsminister var Per Hækkerup efter datidens forhold meget aktiv og mediebevidst. Han opnåede en del popularitet ved sin robuste, folkelige optræden, der af og til kunne slå over i det grovkornede, men oftest var præget af veltalenhed og solide argumenter. Politisk stod han til højre i Socialdemokratiet, hvilket bl.a. kom til udtryk i hans forstående holdning over for USA's krigsførelse i Vietnam, en holdning, som medførte skarpe verbale sammenstød med både partifæller og kritikere på venstrefløjen.

Per Hækkerup skrev bl.a. Dansk udenrigspolitik (1965).